Klokken 16.00 bliver årets pokalfinale fløjtet i gang i Parken. FC Vestsjælland skal her forsøge at få sejren i hus mod forhåndsfavoritterne FC København. Og selvom kampen bliver spillet i det københavnske, så kan FCV godt regne med opbakning på lægterne.
22 busser fyldt med forventningsfulde FC Vestsjælland-fans er lige nu på vej mod København.
- Vi glæder os helt utroligt meget. Jeg har ikke kunnet sove hele natten, adrenalinen har jo pumpet rundt i kroppen. Vi har ventet på det her siden 1887, siger Niels Bonke, der er formand for FC Vestsjællands Fanklub. I 1887 blev Slagelse Boldklub og Idrætsforening grundlagt.
De mange fans skal ikke direkte ind til Parken. De starter nemlig festen lige i nærheden på Østerbro Stadion, hvor de kan varme stemningen op med musik, ansigtsmaling, øl og pølser.
Udover de mange fans i busserne, så regner klubben også med opbakning fra FCV-tilrejsende i tog og bil.