20-årig mand smadrede bankens glasrude

En 20-årig mand blev så vred, da han var i Nordea i Slagelse tirsdag, at han på vejen ud slog til en glasdør, hvis rude revnede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var tilsyneladende uoverensstemmelser mellem en 20-årig mand og Nordea på Smedegade i Slagelse tirsdag. Om eftermiddagen kom den 20-årige ind i banken, men blev af en eller anden årsag så vred, at han på vejen ud sparkede til noget inventar og slog til en glasdør, så ruden revnede.

Politiet blev tilkaldt klokken 15.15, og betjentene fandt frem til den utilfredse kunde, der nu var på banegården i Slagelse.

Eftersøgt i forvejen

Den 20-årige, der kommer fra Valby, blev anholdt klokken 15.55 og sigtet for hærværk, og ved en visitation fandt betjentene syv gram hash, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Det viste sig under afhøringen af den 20-årige, at han var eftersøgt i forbindelse med en fængselsstraf, og han blev derfor direkte overført til afsoning i Slagelse arrest.


Nyhedsoverblik