18-årig spiller computerspil med hagen: - Vi er imponerede hver dag

Et handicap gør, at Morten Brogaard Skjoldstrup ikke kan spille computerspil med hænderne. En simpel løsning gør nu, at han spiller mod sine kammerater.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bag to computerskærme sidder 18-årige Morten Brogaard Skjoldstrup fra Slagelse og hans kammerat Yousif Yousif fra Sorø.

Morten Brogaard Skjoldstrup er født med cerebral parese, og det er først for nyligt, han har kunnet sætte sig bag skærmen og dyste mod sin kammerat.

- Jeg vil sige, at han er meget bedre, end jeg er normalt, lyder konklusionen fra Yousif Yousif om sin nye rival.

quote Han er vokset siden august, der er kommet mere selvtillid

Zascha Birkedal, SOSU-assistent på STU Slagelse

En særlig, men simpel konstellation i Sørby Esport i Slagelse, gør nu, at han kan deltage i yndlingsspillet Rocket League på samme måde som alle andre. I dag spiller Morten Brogaard Skjoldstrup nemlig med sin hage, som styrer controlleren.

- Vi er imponerede hver dag over, hvor godt det går og hvor meget, han kan kontrollere det. Hvor præcis han bliver til at styre bilen og ramme bolden. Det tror jeg ikke, vi andre kunne, så det er imponerende at se, lyder det fra Luca Hulle, der er centerleder i Sørby Esport.

Artiklen fortsætter under billedet: 

Med sin hage styrer Morten Brogaard Skjoldstrup menneskene eller bilerne i computerspillet.
Med sin hage styrer Morten Brogaard Skjoldstrup menneskene eller bilerne i computerspillet. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Løsningen på udfordringen blev en papkasse med et skridsikkert underlag, som controlleren kan ligge på.

Det har været vigtigt for esportsklubben at være med til at finde en løsning på udfordringen.

- Alle kan være med. Det er ligegyldigt, hvordan du ser ud, eller hvilke forhindringer du har - om du har et handicap eller andre ting, der gør det svært. Der kan esport bare hjælpe dig og give nogle muligheder. Når man er inde i spillet, har man ikke de forhindringer, så er man bare bilen eller styrer en person. Der kan andre ikke se de forhindringer, man har, siger Luca Hulle.

Udvikler sig personligt 

Det er dog ikke kun bag skærmen, at Morten Brogaard Skjolstrup har udviklet sig, siden han i august for første gang spillede computerspil med sin hage.

På hans skole mærker de også, at han gør store fremskridt på det personlige plan lige nu.

- Man kan godt mærke, at det giver noget, at man er på lige fod med andre, som man måske ikke er i hverdagen. For der er tingene lidt svære, når man har en krop, der driller, men hernede er Morten jo bare på lige fod med alle de andre rødder, der kommer her. Han svarer igen, og han pjatter og joker. Han er vokset siden august, der er kommet mere selvtillid, lyder det fra Zascha Birkedal, der er SOSU-assistent på STU Slagelse.  

- Jeg vil sige, at han er meget bedre, end jeg er normalt, lyder konklusionen fra Yousif Yousif (tv)
- Jeg vil sige, at han er meget bedre, end jeg er normalt, lyder konklusionen fra Yousif Yousif (tv) Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST



Nyhedsoverblik