15-årig pige overfaldet med flaske

En 15-årig pige fra Slagelse risikerer at miste synet på højre øje efter et voldsomt overfald i Spanien, hvor hun fik en flaske i øjet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et groft overfald i Marbella i Spanien er årsagen til, at 15-årige Nicole Zanlith nu risikerer at miste synet på højre øje. Det skriver Ekstra Bladet på sin hjemmeside.

Overfaldet skete foran et diskotek for en uge siden, hvor den 15-årige Slagelse pige angiveligt var indblandet i et skænderi, som endte med, at hun blev overfaldet og fik en flaske i øjet. Nu skal hun igennem flere operationer i håb om, at hendes syn kan reddes.

I bedring

Trods den barske oplevelse går det bedre med Nicole Zanlith, fortæller hendes far til Ekstra Bladet.

- Det viste sig, at hun havde en masse betændelse i øjet, men nu er hendes øje blevet renset, og hun siger, at hun ikke længere har smerter, siger han.

Ifølge det spanske politi skulle de formodede gerningsmænd være identificeret ved hjælp af overvågningsbilleder, og politiet skal nu have fundet frem til dem.


Nyhedsoverblik