15-årigt skuespiltalent vinder en Robert: - Jeg kan ikke helt forstå det

15-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl har her til aften vundet prisen for bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie ved årets Robert-uddeling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Og Robert-prisen går til... Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Sådan lød det for ganske kort tid siden, da det 15-årige skuespiltalent fra Bisserup på Sydvestsjælland vandt en Robert for sin rolle i DR-serien Ulven Kommer. Hun vandt prisen som årets bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie.

- Hold da op. Jeg kan ikke helt forstå det. Det havde jeg slet ikke turdet håbe på. Tusind tak. Tak til min familie for at støtte mig i alt, hvad jeg foretager mig, sagde den nyslåede prisvinder i sin takketale.

Prisen blev overrakt ved en virtuel prisuddeling på grund af de gældende coronarestriktioner.

Læs også
Stort skuespiltalent er nomineret til en Robert - Det er virkelig vildt
Læs også
Stort skuespiltalent er nomineret til en Robert - Det er virkelig vildt

I Ulven Kommer spiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl teenagepigen Holly, som anklager sin stedfar for vold, og de rosende anmeldelser har lige fra start væltet ind over hende.

Den 15-årige pige var ved Robert-uddelingen oppe imod etablerede skuespillere som Karen-Lise Mynster (Når støvet har lagt sig), Lene Maria Christensen (Friheden II) og Laura Christensen (Efterforskningen), men det var altså Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der løb med prisen.

VIDEO: Sådan her så det ud, da den 15-årige pige fandt ud af, at hun var nomineret til en Robert.

Har travlt med skole og skuespil

Flora Ofelia Hofmann Lindahl går på Herlufsholm i Næstved, og efter sommerferien håber hun at komme på Skt. Annæ Gymnasium i København - hvis altså der bliver tid til skolen, for det unge talent skal medvirke i to kortfilm til sommer og i efteråret, og så har hun også skrevet en kortfilm selv, som hun vil forsøge at realisere.

- 'Forfulgt' er arbejdstitlen på den, og jeg har skrevet på den i nogle år. Jeg gik og kedede mig lidt, og så tænkte jeg, at det var nu, jeg skulle forsøge at gøre noget ved den, så jeg er ved at samle et hold, og så begynder vi forhåbentligt at filme i påsken, sagde Flora Ofelia Hofmann Lindahl til TV2 ØST i januar.

Læs også
15-årigt filmtalent begejstrer anmelderne - vil leve af at være skuespiller
Læs også
15-årigt filmtalent begejstrer anmelderne - vil leve af at være skuespiller

Det unge skuespiltalent er desuden med i filmen Høst, der er en filmatisering af bogklassikeren En Dødsnat fra 1912 af Marie Bregendahl. Her spiller hun en af hovedrollerne og overfor blandt andre Lisbet Dahl og Thure Lindhardt.

Høst får biografpremiere over hele landet den 21. oktober 2021.




Nyhedsoverblik