11-årig skyder med skarpt – hun er Danmarks yngste nogensinde

11-årige Freya Schou har for nylig gennemført og bestået A-licensprøven og er nu Danmarks yngste IPSC-skytte nogensinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bevægelige, opdukkelige og forsvindende papskiver står for skud, når 11-årige Freya Schou fra Slagelse snart hiver sin ni millimeter halvautomatiske pistol op ad hylsteret og tager sigte.

quote Jeg synes, at det er superflot, at sådan en lille pige kan klare det

Per Westphalen formand i Slagelse Skytteforening

For nylig har hun som den yngste nogensinde gennemført og bestået A-licensprøven og kan bryste sig af at være Danmarks yngste IPSC-skytte nogensinde.

- Jeg synes, at det er superflot, at sådan en lille pige kan klare det. Hun er den yngste nogensinde, fortæller formand i Slagelse Skytteforening Per Westphalen.

IPCS er en dynamisk skydning. Det betyder, at skytten skal igennem forskellige situationer, der tester skyttens evner. Det vil sige, at der for eksempel skal skydes med to hænder, venstre hånd eller højre hånd i skydepositioner, der varierer.

Bevægelighed er en stor del af sporten, hvor skytten går igennem baner og skyder efter mål, der pludselig dukker op og forsvinder på en afstand op til 45 meter.

Optakten  

Freya Schous interesse for skydning startede tidligt og har hængt ved lige siden.

- Hun har skudt, siden hun var en fem-seks år gammel. For et år siden sagde hun, at hun gerne ville skyde IPSC, og så startede vi med en vandpistol ude i haven, fortæller Freya Schous far Michael.

Men inden hun for alvor kunne komme i gang med at skyde med sin ni millimeter pistol, i øvrigt af den samme kaliber som den politiet bruger, skulle hun bestå en skriftlig hjemmeprøve, om sikkerhedsreglerne og sportensregler.  

- Hun bestod den teoretiske del med 94 procent rigtige, og hun skulle bare have haft 70 procent rigtige. Et absolut 12-tal, fortæller Per Westphalen.

Og som om det ikke skulle være nok, skulle hun også lige gennemføre og bestå et sikkerhedskursus over to dage.

- Hendes gejst er enorm, og hun har virkelig knoklet for det. Vi har trænet rigtig meget, fortæller Michael Schou.

På todageskurset lærer skytterne at betjene våbnet sikkert. Kurset afsluttes med en praktisk prøve, som minder om konkurrenceforhold. Består man, som Freya gjorde, får man et licenskort, som giver ret til, at skydCe IPS både nationalt og internationalt.

En lang optakt, som bestemt ikke er lige til.

- De var 16, som startede og 10, der gik igennem. Det, synes jeg, sætter det hele i relief, fortæller Per Westphalen.

Stor interesse

Freya Schous beståede prøve og tildelingen af A-licensen har gjort, at både hendes fars og træners telefoner er rødglødende for tiden.

- Jeg har fået diverse tilbud fra Danmarks topskytter og talentudviklere, for det er ikke hverdagskost det her, fortæller Michael Schou, og det samme gør sig gældende for Per Westphalen.

quote Holder hun fokus og holder skruen i vandet, så bliver hun Danmarksmester

Per Westphalen, træner

- Der er et par Danmarksmestre, som er meget opsatte på at få hende under vingerne og træne hende, fortæller han.

Læs også
Jonas kæmper med ADHD - løbehjulet blev hans frirum
Læs også
Jonas kæmper med ADHD - løbehjulet blev hans frirum

Fastholder Freya Schou interessen, spår hendes træner Per Westphalen, at hun kan nå rigtigt langt inden for sporten.

- Holder hun fokus og holder skruen i vandet, så bliver hun Danmarksmester. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, for hun er en skrapsak, fortæller han.

Den 3. til den 4. oktober skal hun deltage i sit første stævne, når hun stiller op til Nordiske Mesterskab CPH Open i København, hvor 250 skytter allerede har tilmeldt sig.


Nyhedsoverblik