En 57-årig kvinde er fortsat i livsfare efter en arbejdsulykke på Lindholm, som ligger mellem Sydsjælland og Møn.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag morgen.
- Der er ikke noget nyt i sagen. Vi bliver kun informeret, hvis det går værre eller bedre med hende, siger Jan Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Vi bliver kun informeret, hvis det går værre eller bedre med hende
Kvinden blev kørt over af en truck torsdag morgen, oplyser politiet.
Herefter fragtede en akutlægehelikopter kvinden til behandling på Rigshospitalet.
Offentligheden har ikke adgang til øen, hvor man forsker i veterinærsygdomme. Øen hører under DTU Veterinærinstituttet. Ansatte og gæster sejler med en båd fra Kalvehave på Sydsjælland.
Undersøger sagen nærmere
Politiet undersøger nu sagen nærmere. Her skal en bilinspektør, der normalt sendes ud til trafikulykker, forsøge at klarlægge forløbet.
- Vi kan endnu ikke sige noget om de nærmere forhold ved ulykken, men det håber vi, at han kan hjælpe med at kortlægge, sagde vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag.
Arbejdstilsynet skal ligeledes undersøge sagen nærmere.