Vognmænd ønsker indsats mod dødsulykker

Myndigheder undersøger ikke højresvingsulykker grundigt nok, mener transportbranchen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Også vognmændene kræver en fornyet indsats for at hindre de tragiske højresvingsulykker.

I år er fire kvinder og en dreng blevet dræbt af højresvingende køretøjer - senest døde en 16-årig dreng i
Kalundborg tirsdag morgen, da han blev ramt af en bus.

Ligesom Dansk Cyklistforbund appellerer Dansk Transport og Logistik til det offentlige om at gøre mere.

For eksempel bør hver eneste højresvingsulykke nøje granskes af en havarikommission, ligesom det sker, når et propelfly kører af banen, og når der er hændelser med tog.

- Vi ser gerne, at myndighederne nu tager dette alvorligt og holder fokus på både forebyggelsesdelen, analysedelen og kampagnesiden, skriver DTL's vicedirektør, Morten Lindbo, i en e-mail.

Årets fem dødsulykker bør desuden føre til, at den såkaldte spejlgruppe, som består af myndigheder og transportbranchen, træder sammen igen og tager affære.

- Vi forventer mere skub i kampagnerne fra offentligt hold og gerne kampagner, som også retter sig mod cyklisterne, der med simple forholdsregler ikke behøver at ende tilværelsen under en lastbil, siger Morten Lindbo.

Også i forhold til de mænd og kvinder, der sidder ved rattet i de tonstunge køretøjer, kan der gøres mere. I den obligatoriske uddannelse af lastbilchauffører bør indstilling af spejle og kameraer være fast pensum, mener DTL.

I øvrigt støtter transportbranchen forslaget fra Cyklistforbundet om bedre information til udenlandske
chauffører, når de krydser grænsen til Danmark.

 


Nyhedsoverblik