På Finn Møllers kontor hober ansøgningerne sig op.
Opslaget på en salgsassistent til havecentret Bo Grønt blev sat på jobnet.dk den 23. december. Siden er der kommet ikke mindre end 55 ansøgninger.
- Det synes jeg, er rigtig mange, siger Finn Møller.
Faktisk er det FOR mange. Ansøgningsfristen er sat til den 15. januar, men det er tvivlsomt, om opslaget får lov at blive stående så længe.
- Hvis der kommer alt for mange, må jeg tage opslaget ned og vælge blandt dem, der er. Jeg har jo kun brug for én, siger Finn Møller.
HK: Søg med det samme
Finn Møller er ikke den eneste, der drukner i ansøgninger. På sider som jobindex.dk bliver det mere og mere almindeligt, at virksomheder må tage jobopslag ned før tid. Den tendens nikker de genkendende til hos HK Sjælland.
- Vi oplever, at rigtig mange medlemmer søger jobs, og så pludselig opdager at jobopslaget er forsvundet fra nettet få dage senere, siger afdelingsformand Carsten Bloch Nielsen.
Især de ufaglærte jobs ryger hurtigt. Udover at få søgt jobbet i en fart opfordrer HK derfor de ledige til tur på skolebænken. Og så har de også en stille bøn til arbejdsgiverne
- Hvis de bare ville vente med at vælge, til fristen er udløbet, så de får alle med. Det er også i deres egen interesse, så de kan få den bedst kvalificerede ansøger, siger han.