Vi bevæbner os i hjemmet

Mange frygter indbrudstyve og hjemmerøverier så meget, at de ikke lægger sig til at sove uden at have et våben inden for rækkevidde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Måske har du en peberspray under hovedpuden, en kniv i dit sengebord eller en trækølle under sengen. Mange bevæbner sig i hjemmet, fordi de er utrygge og frygter indbrudstyve og hjemmerøverier.

En undersøgelse, som kriminolog Peter Kruize har gennemført i Vestsjællandske Gørlev, viser, at en ud af tyve husstande har våben liggende, som de kan forsvare sig med.

- Nogle føler, at de får en tryghed ved, at de har et våben, så de kan forsvare sig og forsvare familien, siger Johnny Winther, der er kriminalassistent i Midt- og Vestsjællands Politi.

Niels Immerkær Pedersen, der bor ved Gundslev på Falster, er en af dem, der har bevæbnet sig i soveværelset. Ved siden af sin seng har han en spidsgreb, og den giver ham tryghed.

- Ligesom en bedste ven kan den forsvare mig, siger han.

Men politiet advarer kraftigt imod, at man bevæbner sig. Man skal i stedet ringe efter politiet, hvis nogen er ved at bryde ind i ens hjem.

- Man risikerer jo, at tyven får fat i våbenet i stedet for, og så har vi pludselig en situation, som nemt kan komme til at ligne et hjemmerøveri, siger Johnny Winther.