Vestsjælland blandt de dårligst stillede

Den vestlige del af Sjælland er dykket på områder som uddannelse, løn og helbred. Det bringer området ned på niveau med Nordjylland og det sydligste Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vestsjælland er nu medlem af den såkaldt "Rådne Banan" over dårligt stillede områder i Danmark.

Det viser en ny gennemgang fra ugebrevet A4.

Betegnelsen dækker over de dårligst stillede områder i Danmark, og det er det meste af Nordjylland, det sydlige Danmark fra Tønder til Bornholm samt altså nu også Vestsjælland, der udgør "bananen".

Det er oplysninger om blandt andet gennemsnitlig løn, uddannelsesniveau og helbred i de enkelte kommuner, der har ledt til den endelige bedømmelse.

- Det overrasker mig, at flere og flere tidligere stærke købstæder er ved at blive koblet af udviklingen. Eksempelvis er købstaden Slagelse nu som kommune blandt de 20 dårligst stillede i Danmark, siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag den nye kortlægning.

Det er Lolland, der ligger allernederst blandt de 98 kommuner. Både med hensyn til uddannelse, løn og sundhed ligger kommunens indbyggere i bund.

- Vi har mange pensionister og andre på overførselsindkomster. Det forhold kombineret med, at mange unge rejser herfra for at få en uddannelse, gør, at kommunens økonomi er svær at få til at hænge sammen, siger borgmester Stig Vestergaard (S) til nyhedsbrevet A4.


Nyhedsoverblik