Vandland, safaripark eller museum? Her er de mest populære attraktioner

VisitDenmark har netop offentliggjort listen over landets mest besøgte attraktioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sjælland og øerne har flere store turistattraktioner, men hvad er rent faktisk de mest populære?

Det løfter turistorganisationen VisitDenmark i en ny opgørelse sløret for, og top ti udgøres af blandt andet Tivoli i København, ARoS i Aarhus og Louisiana i Humlebæk.

Topscoreren i vores landsdel er...

Lalandia i Rødby.

I 2016 lagde hele 523.000 vejen forbi vandlandet, der dermed er Danmarks 13.-mest velbesøgte attraktion.

12 pladser lavere ligger BonBon-Land på Sydsjælland med 351.000 årlige besøgende - 32.000 færre end i 2015. Også Knuthenborg Safaripark og Sommerland Sjælland, der i 2016 havde henholdsvis 252.000 og 181.235 gæster, figurerer på listens top 40.

45 procents stigning i Trelleborg

Den helt store højdespringer i vores landsdel er dog vikingeborgen Trelleborg vest for Slagelse, som havde 81.759 besøgende i 2016. Det er over 25.000 flere end i 2015 - svarende til en stigning på næsten 45 procent.

Forklaringen er ifølge Trelleborgs leder og overinspektør, Anne-Christine Frank Larsen, flerfacetteret og bygger på flere års målretttet indsats.

- I 2013 havde vi omkring 30.000 besøgende, men siden da er det bare gået op og op, og det skyldes mange ting. Én ting er den gratis adgang, som i fik i 2014, men en anden ting er også, at vi efter at være blevet lagt under Nationalmuseet er blevet mere professionelle i vores markedsføring, siger overinspektøren.

I 2016 blev der annonceret store planer for Trelleborg, der skulle have en ny, arkitekttegnet museumsbygning, et såkaldt oplevelses- og videnscenter. Siden da er prioriteterne skiftet, så der nu fokuseres på en renovering af det nuværende.

- Vi er ikke bygget til at have så mange besøgende og have så mange frivillige. Så vi har nu arbejdet i fem år på at skaffe nogle midler til at renovere den nuværende bygning, og så skal vi også arbejde videre på vores formidling, siger Anne-Christine Frank Larsen.

De ti mest populære attraktioner i vores landsdel

  • Lalandia, Rødby - 523.000 besøgende
  • BonBon-Land, Holmegaard - 351.000
  • Knuthenborg Safaripark, Lolland - 252.000
  • Sommerland Sjælland, Odsherred - 181.235
  • Danmarks Borgcenter, Vordingborg - 103.844
  • Gavnø Slot, Næstved - 97.653
  • Liselund Gl. Slot, Møn - 95.049
  • Trelleborg, Slagelse - 81.759
  • Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, Nykøbing Falster - 74.000
  • Geocenter Møns Klint, Møn - 65.500

 


Nyhedsoverblik