Vælgerne får våd valgdag

Man skal enten have tålmodighed eller paraply klar, hvis man skal sætte sit kryds i tørvejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke kun valget i stemmeboksen, der kan blive svært for de vælgere, der torsdag skal sætte deres kryds. Vejen til stemmeboksen kan også blive vanskelig, hvis man ikke vil være våd.

Der er nemlig risiko for, at vælgerne torsdag løber ind i en regnbyge eller to på vej til og fra valgstederne. Det oplyser DMI's vagthavende meteorolog, Thyge Rasmussen.

- Man skal planlægge det, hvis man vil undgå at blive våd. Der er et regnvejr på vej op over landet sydfra, fortæller han tidligt torsdag morgen.

Stem over middag - og håb på tørvejr

Hvornår, det er muligt at stemme i tørvejr, afhænger af, hvor i landet man bor, oplyser han.

- Til formiddag holder det kun tørt i Nordjylland og på Bornholm. Til gengæld bliver der opholdsvejr i løbet af eftermiddagen i resten af landet. Op ad aftenen begynder det så at regne i Nordjylland, hvor de havde tørvejr om formiddagen, siger Thyge Rasmussen.

- Skal man stemme i tørvejr, så skal nordjyderne og bornholmerne gøre det om formiddagen, og vi andre skal gøre det om eftermiddagen.

Hvis man tror, at regnvejret kan bruges som undskyldning for ikke at komme til stemmeurnerne og sætte sit kryds ved, om retsforbeholdet skal erstattes af en tilvalgsordning, kan man tro om igen.

- Der bliver ikke særligt meget vind. Så man kan faktisk have en paraply med. Det bliver mildt, så det kan man heller ikke bruge som undskyldning, siger Thyge Rasmussen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik