Uvejr afløser det varme sommervejr

Sommervarmen har ramt os, men efter weekenden slutter det med bulder og brag, oplyser DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommeren er over os og med den en hedebølge, som kan lokke de fleste til stranden.
 
Det er nemlig "megavarmt", som Lars Henriksen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut udtrykker det.
 
- Den højeste måling, vi har haft indtil videre, er en station i Nordøstsjælland på 29,8 grader, siger han.
 
- Men jeg vil tro, at hvis man sidder derhjemme og ser på sit havetermometer, så skal der nok være nogle steder, der er over 30 grader.
 
Søndagen ser ud til igen at blive en varm dag, selv om der kan komme lokale regn- og tordenbyger lørdag nat. Men efter weekenden skifter sommervejret gear.
 
- Det hele slutter med bulder og brag søndag aften og natten til mandag. Vi har rent faktisk et risikovarsel om skybrud ude, som godt kan gå hen og blive et rigtigt varsel, siger Lars Henriksen.
 
- Det er usikkert, hvor det kraftigste nedbør vil ramme, og hvor meget der kommer. Men der er risiko for, at der kan ske noget ved udgangen af weekenden.
 
- Det bliver ligesom overgangen til, at vi igen skal have køligere luft ind over os fra vest.
 
Ifølge Lars Henriksen bliver vejret mandag og tirsdag "ganske hæderligt".
 
- Men når vi kommer hen midt på ugen, begynder vi at få køligere luft igen, og så er det faktisk ret usikkert, hvordan det bliver, når vi nærmer os næste weekend, siger han.
 
- Men juli er nærmest først lige startet, så mon ikke vi ser noget sol og sommer igen senere på måneden. Det håber jeg da.
 
/ritzau/
 


Nyhedsoverblik