To unge forskere modtager priser

To forskere med opvækst i henholdsvis Næstved og Ringsted bliver i dag hver tildelt en EliteForsk-pris.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To unge forskere med opvækst her i regionen er blandt 45 modtagere, når der i dag bliver uddelt EliteForsk-priser ved videnskabsministerens EliteForsk-konference på Glyptoteket i København. Priserne er rejsestipendier på 250.000 kroner.

Jonas Bækby Bjarnø er 26 år og er født i Næstved, og han blev student fra Næstved Gymnasium og HF. Han forsker i præcisionsnavigation for rumfartøjer.

Kasper Kirstein Nielsen på 25 år, der er født i Ringsted og student fra Haslev Gymnasium, forsker i computerdesign af fremtidens køleteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet. 

Det er videnskabsminister Helge Sander og kronprinsesse Mary, der uddeler de mange priser for i alt 12 millioner kroner.

EliteForsk bliver uddelt en gang om året for at belønne og synliggøre den indsats, som nogle af Danmarks dygtigste forskere yder.