Ung kvinde sparket ned af hest på Roskilde Dyrskue

En ung kvinde blev sparket hårdt i hovedet af en hest ved den officielle del af åbning af Roskilde Dyrskue i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om kvinden lå blødende og dybt chokeret i græsset inde på den officielle åbningsplads og der blev råbt på ambulance, gik der op mod ti minutter før dyrskuets egne samariter dukkede op, det skriver Dagbladet. Efter adskillige minutter i græsset, hvor blandt andet dyrskuets formand Povl Fritzner også var gået hen til ulykkesstedet, løftede samariterne kvinden op på en rullende båre, og bumpende blev hun kørt hen over hele åbningspladsen til en af sidegaderne på Dyrskuepladsen.

Først omkring 20 minutter efter ulykken ankom en ambulance, og den unge kvinde kunne køres derfra. Det har ikke været muligt at få nogen meldinger om, hvor alvorligt den unge kvinde var kvæstet. Dyrskueleder Thor Nielsen overværede selv hele indsatsen. Han mener ikke, at det kunne være gjort anderledes.

- Jeg har sendt en risikovurdering til både politi og beredskabet i Region Sjælland. Den fylder 12-14 sider, hvor jeg beskriver vores organisation og kommunikation. En af betingelserne for dyrskuet er, at vi har samariter på plads. Men det er klart, at der er noget responstid, fordi der er meget trafik uden om pladsen og skal igennem inde på pladsen, siger Thor Nielsen til Dagbladet. Han forklarer, at samariterne fulgte de gældende regler, da de kørte de unge kvinde væk på rullevognen.

- Vagtchefen har forklaret mig, at den unge kvinde selv rejste sig op efter, de havde undersøgt hende, og lagde sig på denne her briks og blev kørt ud. Vagtchefen var bare lidt ked af, at de var tidsmæssigtpresset, fordi de skulle hurtigt ud, siger Thor Nielsen og henviser til, at det officielle program blev genoptaget umiddelbart efter, at kvinden var blevet kørt væk fra åbningspladsen.


Nyhedsoverblik