Ulovlige Solarier fortsætter

En tredjedel af solarierne i Region Sjælland har så stærke stråler, at de kun burde bruges af læger til behandling. Sikkerhedsstyrelsen kender til problemet men lader de ulovlige solarier fortsætte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En undersøgelse afslører, at hver tredje solarie er mere end almindelig farlig at bruge. Faktisk er solrørerne så farlige, at de kun må bruges af læger til behandling af særlige hudlidelser. I værste fald kan det være livsfarligt.

- Med den mere godartede form for hudkræft stiger hyppigheden to og en halv gange så meget når man går i solarie. Men endnu mere alvorligt er det, at den mere alvorlige form for hudkræft, modermærkekræft, der stiger den op mod tre gange, siger overlæge på Roskilde Hospital, Gregor Jemec.

Myndighederne har sagt, at solcentre der bryder reglerne skal lukkes, men solarierne er ikke blevet lukket, på trods af de kan være til stor fare for dem, der lægger sig under den kunstige sol.

- Det er forargeligt, at borgerne ikke kan regne med, at solarierne overholder den standart, der i det mindste er på områder, siger Anja Philip, fra Kræftens Bekæmpelse.

Danmark sætter europarekord i nye tilfælde af hudkræft. Langt de fleste tilfælde menes at have sammenhæng med overdreven uv-stråling fra sol og solarier.

- Jeg har hele tiden krævet og det krav står fortsat ved magt, at man helt trygt kan anvende de solarier, som forbrugerne får tilbudt. Det fremgår da også af Politikens artikel om solarier, at Sikkerhedsstyrelsen som aftalt har kontrolleret solarierne for sikkerhed. I en række tilfælde har dette ført til brugsforbud eller endog politianmeldelser. Jeg vil med det samme undersøge, om det er korrekt, at indsatsen ikke virker efter hensigten og om nødvendigt øge indsatsen eller skærpe sanktionerne, siger Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen.

 

 


Nyhedsoverblik