Ugen byder på sne og kulde

Nyd mandagen - fra i aften kommer vinteren for alvor tilbage til regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nattefrosten og dage, hvor termometeret holder sig under frysepunktet, vender tilbage i denne uge.

Mandag bliver undtagelsen, hvor vi kan nå op på seks graders varme i løbet af eftermiddagen. Men efter en lun eftermiddag med byger og blæst slår vejret slår om, og så står den på kulde så langt øjet rækker, lyder prognosen fra DMI:

- Vi vender tilbage til vintervejret, og det ser ud til at fortsætte hele ugen, og det ser heller ikke ud til at mildne længere henne i vores tidages prognose, siger vagtchef Thyge Rasmussen.

Masser af frost

Mens mandag bliver en blæsende omgang, bliver resten af ugen mere afdæmpet på den konto. Til gengæld vil vinden suse ned fra det kolde nord, og det betyder, at der kommer mere frost.

Allerede natten til tirsdag daler temperaturen til grader, hvor vanter og hue bliver nødvendige.

- De kommende dage er dagtemperaturen kun lidt over frysepunktet, og så kommer frosten tilbage, advarer vagtchefen.

Fra torsdag er det helt slut med plusgrader - både nat og dag. Og hen mod weekenden kan nattemperaturen flere steder ryge helt ned omkring 10 graders frost. Det er kun ved kysterne, at det bliver lidt lunere.

Sne og hagl

Med kulden kommer også hagl og sne - dog ikke i snemandsmængder.

- Der kommer ikke så store mængder sne, men der kommer nogle snebyger, der falder lidt ujævnt. Sneen falder alle ugens dage, men det bliver mere udbredt sidst på ugen, lyder det fra Thyge Rasmussen.

Det fleste af ugens dage kan man få solen at se. Især først på ugen, inden nedbøren rigtig tager fart omkring fredag og lørdag, fortæller vagtchefen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik