Siden 2007 er antallet af udenlandske turister, som overnatter i regionen, faldet drastisk. Hele 24 procent færre var der i 2012 sammenlignet med 2007, ifølge Danmarks statistik. Det er især det vigtige tyske marked, som svigter.
- Tyskerne udgør 50 procent af turisterne i sommerhuse på Sjælland. Det er et vigtigere marked end det danske selv, siger turistchef Hans-Jørgen Olsen, Feriepartner, Odsherred.
For at lokke turisterne tilbage har fire feriehusudlejninger i samarbejde med Visit Denmark og firmaet bnordic været på en charmeoffensiv i hele Europa i et år - deriblandt flere tyske storbyer. Her har de opstillet et moderne, dansk sommerhus bygget af Slagelse-firmaet EBK-huse. Indretningen har været præget af dansk design, og man kunne desuden smage på danske specialiteter. Den charmeoffensiv håber direktøren for bnordic har en effekt.
- Når man sidder i danske møbler og spiser en sildemad, så oplever man en stemning. Det er noget, man ikke bare lige glemmer, forklarer Birgitte Bjerregaard, direktør i bnordic.
Hos Feriepartner i Odsherred synes man, at turen med det rullende sommerhus har givet et tilfredsstillende udbytte.
- Det har givet en masse presseomtale i de tyske medier, og det var det vigtigste, siger Hans-Jørgen Olsen, turistchef, Feriepartner i Odsherred.
Allerede i år aner man i Odsherred en fremgang i antallet af overnattende udenlandske turister, mens det endnu tegner sig lidt sløvt for resten af landet.
- Det er mit håb, at de kommer væltende til næste år, siger Birgitte Bjerregaard, direktør, bnordic.
Procentvis fald og fremgang for udenlandske turister fra 2007-2012:
Hele landet: - 1,7 pct.
Region Hovedstaden: + 25 pct.
Region Syddanmark: + 10 pct.
Region Nordjylland: - 12 pct.
Region Midtjylland: - 21 pct.
Region Sjælland: - 24 pct.
Kilde: Danmarks Statistik