Hele regionen har været præget af nedbør i nat, men det er ikke alle steder, borgerne har kunnet stå op til sne her til morgen.
Det er dog tilfældet på det indre Sjælland, som ifølge TV 2 VEJRET er det sted i landet, hvor der er faldet mest sne.
Flere steder i dette område er der faldet fem-syv centimeter sne. Det gælder blandt andet i Tølløse, men også i Ringsted, hvor der stadig daler tøsne tirsdag morgen.
Få uheld
Langs kysterne faldt nedbøren nærmere som slud og regn, og derfor er der ikke lige så meget sne at spore på øerne og det østlige Sjælland.
Temperaturerne ligger dog stadig tæt på frysepunktet, og derfor er der risiko for isglatte veje, advarer Vejdirektoratet.
I løbet af natten har der på grund af de glatte veje været et par færdselsuheld rundt omkring i regionen. Ingen af dem har dog været alvorlige, men politiet opfordrer alligevel morgenens bilister til at køre forsigtigt.