Tusindvis kan blive tjekket for tarmkræft

I dag begynder et omfattende tilbud om screening af tarmkræft i Region Sjælland. 280.000 borgere kan blive undersøgt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du er i alderen 50-74 år vil du indenfor de næste fire år modtage et brev, hvor du bliver tilbudt at blive undersøgt for tarmkræft. Og det er hele 280.000 borgere i Region Sjælland, der vil få tilbuddet.

- Jeg er jo selv i målgruppen og vil helt sikkert tage imod det gode tilbud, når det kommer til mig, siger Jens Stenbæk (V), der er regionsrådsformand i Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Tilbuddet er landsdækkende og begynder i dag.

Screeningen består af en afføringsprøve, der analyseres for blod. Omkring fem procent vil få påvist blod i afføringen og bliver derfor henvist til koloskopi, som er en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen. Hvis koloskopien viser tegn på kræft, vil man blive tilbudt at indgå i et pakkeforløb.

- Formålet med tarmkræftscreeningen er at konstatere tarmkræft i et tidligt stadie, så man kan få behandling så hurtigt som muligt. Hvis man opdager kræften tidligt, kan man i nogle tilfælde også få en mere skånsom behandling, og det giver bedre overlevelseschancer, fortæller ledende overlæge Lise Bathum, Klinisk Biokemisk Afdeling fra Næstved Sygehus.


Nyhedsoverblik