Vi skal have bedre og hurtigere internet.
Det mener Fibia, der har besluttet at tilføre 3,4 milliarder kroner til bedre internetforbindelse på det vestlige og sydlige Sjælland, Lolland, Falster og øerne over de næste fem år.
Og nu står det klart, hvilke tre områder, der skal være de første, hvor Fibia sætter gravemaskinen i jorden og lægger lynhurtigt fibernet. Det skriver Fibia i en pressemeddelelse.
Bor man i Rødby, Mullerup Strand eller i Nykøbing Sjælland, kan man se frem til at få hurtigere internet som de første.
Det er nemlig de områder, hvor flest har vist interesse for at få hurtigere internet.
- Vi vil bekæmpe den digitale ulighed, og derfor kommer vi, når der bliver kaldt på os, og der er interesse i området, siger administrerende direktør i Fibia, Casper Holst-Christensen i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Alle kan stemme på sit område
Men det betyder ikke, at man ikke kan komme med på bølgen andre steder i regionen. For Fibia, der er ejet af energiselskaberne SEAS-NVE og NRGi, sætter gang i gravemaskinerne der, hvor der er størst interesse.
Derfor kan man altså selv sige til, hvis man har interesse i at koble sig på det hurtigere internet.
- Jo mere interesse, der er i et område, jo hurtigere kan vi prioritere, hvor vi skal lægge kræfterne. Derfor bør alle betragte det som en borgerpligt at vise sin interesse, siger Casper Holst-Christensen i pressemeddelelsen.
Hvis man mener, Fibia skal kigge forbi, der hvor man bor og lægge hurtigere internet, så kan man stemme på Fibias hjemmeside www.fibia.dk/fiber.
Kan starte næste år
Fibias direktør forventer, at med den rette mængde interesserede kan Fibia gå i gang med graveprocessen til februar.
- Lige nu tager vi imod bestillinger, og hvis der er nok, så ruller vi fibernettet ud i området. Hvis interessen er der, vil vi kunne sætte spaden i jorden til februar, og de fleste vil have fibernet på den anden side af sommeren, siger han og tilføjer:
- Hvis der ikke er interesse nok, så rykker vi videre til andre områder, og så vil der gå en rum tid, før vi har mulighed for at komme tilbage og spørge igen.
I alt vil Fibia de næste fem år investere 4,6 milliarder kroner i at bekæmpe 'digital ulighed', som de kalder det, og sikre hurtigt og stabilt internet til andelshavere i energiselskaberne.