Tre firmaer i finalen til prestigefyldt pris

Årets ejerlederpris 2015 står for at skulle uddeles, og det bliver enten Multi-Tech A/S i Kalundborg og Sorø, Maribo Medico A/S eller Johnny Pedersen JFE A/S i Viby Sj., der løber med den fornemme titel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kåringen af Årets Ejerleder 2015 på Sjælland står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der med fokus på talent og kompetencer har skabt Sjællands mest succesfulde vækstvirksomhed. Den prestigefyldte pris uddeles for 12. gang af PwC i samarbejde med blandt andet Nykredit og Dansk Erhverv. Det skriver revisionshuset PwC i en pressemeddelelse.

En analyse af mere end 5.000 virksomheder fra hele landet ligger bag nomineringen af finalisterne, hvor først 125 virksomheder er udpeget til at være med i Årets Ejerleder 2015. Nu er der blot 3 finalister tilbage i hver region i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2015.

Inspiration for andre

I PwC’s analyse melder ejerlederne fortsat om behov for nye medarbejdere og flotte vækstforventninger de kommende tre år. Det skyldes ikke mindst, at de dygtigste ejerledere udvikler sig i en retning, hvor der er brug for nye typer af medarbejdere med nye kompetencer, der kan indfri vækstforventningerne.

- Det har været meget spændende at møde det store felt af dygtige ejerledere til dette års kåring. De tre finalister har formået at sikre vækst og succes med et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Og med kåringen håber vi at inspirere andre, for vi tror på, at vinder-historierne kan være med til at skabe succes for andre, fortæller Lars Vagner Hansen, director i PwC i Holbæk.

Finalisterne er:

Multi-Tech A/S i Kalundborg og Sorø

Niels Jørgensen, Thomas Aunsbak og Esben Christensen er de tre ejerledere og stiftere af installationsvirksomheden Multi-tech A/S. Virksomheden tilbyder ydelser inden for el-, tele-, data- og procesinstallation til såvel offentlige som private kunder.Grundlaget for de tre ejerlederes samarbejde var, at de kendte hinanden fra tidligere ansættelser, og at de havde en stærk fælles tro på, at deres spirende idéer om en virksomhed kunne realiseres. Det blev den i 2005.

De tre ejerledere kan se tilbage på en periode med travlhed og kraftig vækst. Selskabet arbejder samtidig målrettet for at fastholde talenterne via bl.a. uddannelse, frihed og gode arbejdsbetingelser. De startede med tre mand på lønningslisten og er i dag 100 medarbejdere i to afdelinger. Multi-tech startede i Kalundborg, og i 2009 blev Ricco Lind Hansen den fjerde mand i ejerkredsen. Hos Multi-tech er stilstand lig med tilbagegang, og der er ambitioner om yderligere vækst i virksomheden via både opkøb og organisk vækst.

Johnny Pedersen JFE A/S i Viby Sj.

Ejerleder Johnny Pedersen overtog entreprenørselskabet JFE A/S i 2006. Selskabet blev grundlagt i 1983 og udfører anlægs, rør- og vvs-arbejder af alle typer nye anlæg, renovering m.m. Johnny Pedersen har med kunden i centrum tæt berøring med den tekniske udvikling inden for faget og kan med sin brede baggrund selv løse alle opgaver, som selskabet tilbyder.

Efter Johnny Pedersen overtog forretningen, blev der sat ekstra fokus på kundens behov, hvor tillid og troværdighed er i højsædet. Der er masser af vækstpotentiale i virksomheden, der i dag beskæftiger 100 medarbejdere. Fremtidens vækst er dog hæmmet af, at der generelt er et problem i branchen med at få kvalificerede svejsere. Hos JFE A/S er man dog ikke bange for at ansætte de helt grønne medarbejdere for selv at lære dem op. Det er med til at sikre flotte vækstambitioner.

Ebbe Viggo Frahm-Rasmussen fra Maribo Medico A/S i Maribo

Ebbe Viggo Frahm-Rasmussen er ejerleder af Maribo Medico, der tilbyder udstyr og løsninger inden for sundhed og livsstil til det nordiske marked, og med en bred produktportefølje dækker Maribo Medico bl.a. søvn, KOL og astma. Ebbe har selv etableret virksomheden, da han som 48-årig så et behov i markedet. I dag som 72-årig er han stadig i spidsen for virksomheden, godt bakket op af to ledende medarbejdere som led i et glidende generationsskifte.

Ebbe nyder at se medarbejderne have succes, hvilket skaber både arbejdsglæde og motiverer ham som leder. Han er derfor ikke bange for at lade medarbejderne få ansvaret, men medarbejdere skal være trygge ved deres arbejde og det ansvar, som følger med. Til gengæld gives der fuld frihed og ansvar, og der bakkes 100 % op om de valg, der træffes af medarbejderne. Ebbes inspirerende engagement i at uddelegere ansvar har givet Maribo Medico stor succes og tro på fortsat vækst.

Rygraden i dansk erhvervsliv

Hos Nykredit peger man på, at det netop er de mange virksomheder, hvor det er ejeren, der er leder, som udgør rygraden i erhvervslivet.

- Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Det er ikke mindst derfor Nykredit er med i Årets Ejerleder. Vi har brug for de gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder, siger viceregionsdirektør Hans Nielsen i Nykredit. Han fortsætter:

- De bedste inddrager professionel kompetence i bestyrelsen, arbejder målrettet med strategi og er åbne for nye initiativer. Det er områder, vi som bank lægger stor vægt på, når ejerlederne kommer til os for at tale finansiering og vækst, og det har vi også tre gode eksempler på i årets vinderfelt.

Dansk Erhverv understreger også, at de ejerledede virksomheder fylder en meget stor del af dansk erhvervsliv, og at man med rette kan være stolt af de mange succeshistorier, de skaber.

- Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver en helt særlig force til at finde og udvikle de talenter, der skaber succes og vækst – ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed, siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Prisen uddeles i torsdag den 29. oktober i Harboe Arena i Slagelse klokken 15-18.15.


Nyhedsoverblik