Torden og skybrud truer i aften - men så kommer varmen

Der er risiko for torden og skybrud lørdag aften. Men i næste uge bliver der sommer for fuld udblæsning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdagen starter lunt og solrigt her i regionen, og mange vågner op til en næsten skyfri himmel. Skal man tro DMI får skyerne dog lov at dække himmelen i løbet af formiddagen.

Det er dog ikke noget, der giver anledning til at finde den varme trøje frem. Temperaturerne ventes at runde de 24-25 grader de fleste steder i regionen - og i Kalundborg og Nakskov kan man endda se frem til 27 grader i løbet af lørdag eftermiddag.

Det ser dog ud til at få en brat ende efter kl. 21:00 lørdag aften, hvor der ifølge DMI er risiko for lokale skybrud og torden flere steder i landet - ikke mindst på Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster. Lokalt kan der falde 15-25 mm regn på 30 minutter. Varslet gælder frem til kl. 04 nat. 

Det betyder, at der er risiko for oversvømmede kældre, vejbaner og viadukter. DMI anbefaler samtidig, at man tjekker tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær sin bolig. Selvom det lune sommervejr kan indbyde til badning, er det på grund af risikoen for torden en rigtig god idé at holde sig fra badevandet.

Stegende hede næste uge

Efter det mulige skybrud ser situationen dog anderledes ud. En grundig omgang sommervarme ventes at ramme Danmark i starten af næste uge, skriver TV2 Vejret. En regulær varmebølge ventes nemlig at ramme tirsdag, hvor landet vil runde 25 grader. Det bliver starten på en række dage med sommervejr over Danmark, hvor temperaturerne fortsætter med at stige dag for dag frem mod næste weekend.

Onsdag og torsdag vil vi kunne få op til 28 eller 29 grader, mens prognoserne for fredag tyder på 30 grader.

Ifølge de seneste prognoser er der endda chance for, at temperaturen både torsdag og fredag lokalt kan nå over de i Danmark relativt sjældne 30 graders varme.


Nyhedsoverblik