Tilbage i sygesengen

Hospitalerne bliver i disse dage bestormet af patienter, der faktisk var udskrevet for blot få dage siden. Lige før jul sendte lægerne nemlig masser af patienter hjem for at fejre højtiden med familien, også selvom de måske ikke var helt raske. Mange af den skal nu genindlægges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er dejligt at være sammen med familien her i julen, også selvom man er syg. Og det giver nu travlhed på hospitalerne. Alene det sidste døgn har de på akut medicinsk afdeling på Næstved Sygehus haft 30 indlæggelser, og det er 5-10 mere end normalt. Det forklarer ledende overlæge Arne Ceron.

Forklaringen er, at lægerne gerne ville imødekomme mange patienters ønske om at komme hjem i julen, selvom de ikke er helt raske. Det betyder så, at en del af dem nu må tilbage i sygesengen.

- vi gør det så godt vi kan, og de kommer hjem, fejrer julen og nogle af dem må så genindlægges, forklarer Arne Ceron.

Jimmy Rasmussen, der er indlagt med lungebetændelse nåede, hjem til jul med familien.

- på alle mine papirer stod der, jeg var infektionsfri og havde det godt nok, men jeg kunne godt selv mærke, at jeg ikke havde det godt nok. Men man vil jo gerne lige nå at opleve julen hjemme, forklarer han.

Og det blev et kort visit hjemme. Efter to døgn fik han det dårligt igen, og vagtlægen sendte ham tilbage på hospitalet.

Ifølge lægerne er der ikke nogen risiko ved at sende patienterne hjem lidt før de er helt raske

- Det ideelle vil da være, at patienterne først bliver udskrevet, når de er helt raske, men vi ser også patienterne som mennesker, og de vil gerne hjem og fejre jul, og det tager vi hensyn til, siger Arne Ceron.


Nyhedsoverblik