Til salg-skilte blomstrer på villavejene

De skyder op af jorden på danske villaveje, som var det ukrudt: Til salg-skilte blomstrer i haver landet over. Hvert 25. hus er nu til salg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Er man på udkig efter et nyt hus, så behøver man ikke bevæge sig ret langt ned ad den nærmeste villavej for at finde et "til salg"-skilt: Hvert 25. hus i Danmark er til salg, viser en analyse fra ejendomsmæglerkæden Home.

Tilbage i 2006, da det så lysere ud på boligmarkedet, skulle køberne forbi hele 68 villaer, før én var til salg. Det store udbud betyder, at det er købers marked, lyder det fra mæglerne.

- Der tager flere fremvisninger at sælge et hus, men køberne har også et stort udvalg, så de tager sig gerne god tid til at tage beslutningen, siger Thomas Christensen, medejer af EDC Ringsted.

I Frederikshavn har køberne heller ikke travlt.

- Det tager typisk syv til 10 fremvisninger nu mod tre til fire før i tiden, før man har en køber, siger Sten Bach, indehaver af DanBolig Frederikshavn.

Region Sjælland og Region Nordjylland er netop de to steder, hvor boligmarkedet er hårdest ramt. For mens købere i hovedstadsområdet skal gå forbi 31 huse på en gennemsnitlig villavej, før de møder et til salg-skilt, så er der så mange udbudte huse i Nordjylland og Sjælland, at købere på udkig kun behøver gå forbi 22 huse.

- Tallene viser klart, at der er steder i Danmark, hvor vejen til et villasalg er noget stejlere end andre steder, siger informationsmedarbejder Michael Dalsager fra Home.

Dengang boligmarkedet var glohedt, og huse blev solgt, nærmest før de var sat til salg, skulle køberne i hovedstadsområdet forbi 90 huse for at finde ét, det var til salg.

I Region Sjælland var tallet dengang 66, men nu er der så mange til salg, at man altså kun skal 22 huse ned af villavejen for at spotte det første til salg-skilt.

Hos EDC Ringsted kan Thomas Christensen godt mærke, at det stadig er svære tider, selvom der dog kommet lidt mere gang i forretningen end for et halvt år siden.

- Københavnerne har haft svært ved at sælge deres boliger de seneste år, og det har forplantet sig herud, hvor vi ikke ser så mange københavnere i butikken som tidligere, siger han om de potentielle købere.

Også i Region Nordjylland er der optimisme at spore. Ifølge Sten Bach, indehaver af DanBolig Frederikshavn, er markedet på vej mod "normale tider".

- For et halvt år siden var der stort set ingen aktivitet, men nu er der faktisk gang i fremvisningerne, og der bliver også lukket handler. Vi er tæt på et normalt niveau. Vi har jo altid haft længere liggetider end i København og Århus, siger han.

Grunden til, at boligmarkedet i Nordjylland er særligt hårdt ramt, skyldes ifølge Sten Bach den arbejdsløshed, der har præget regionen.

Alene i Frederikshavn har to store virksomheder droslet kraftigt ned på aktiviteterne med mange tabte arbejdspladser til følge.

- Arbejdsløsheden er helt klart den stærkeste spiller. Vores største problem er, at mange gerne vil købe et hus, men at banken siger nej, siger Sten Bach.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik