Thorning vil skubbe yderområder i gang med udkantspakke

Bredbånd og en lempet planlov er blandt 50 initiativer, som skal skabe vækst i Danmarks udkant.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både borgere og virksomheder i yder- og landkommuner skal have bedre rammer. Det skal blandt andet ske ved lettere adgang til bredbånd, en lempeligere planlov og forbedringer i den offentlige trafik.

De tre punkter er blandt regeringens i alt 50 initiativer i en ny udkantspakke, der skal skabe mere liv uden for Danmarks største byer, skriver Berlingske.

En blandet landhandel

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er knap for ord, når det kommer til at beskrive den samlede volumen af væksttiltagene, og vil heller ikke afsløre pakkens størrelsen finansiering, antal af nye arbejdspladser eller samtlige 50 punkters indhold.

Hun slår dog fast, at væksten 'skal komme hele Danmark til gode'.

- Det er en blandet landhandel af ting, som ikke koster noget, fordi det er en form for afregulering, og så ting, som koster noget, siger Helle Thorning-Schmidt til Berlingske.

Lempeligere regler for byggesagsbehandling

De 50 initiativer er både 'store og små' og omfatter blandt andet lempeligere regler for byggesagsbehandling, nemmere adgang til såkaldt crowdfunding for iværksættere og lettere mulighed for at flekse mellem helårs- og fritidsbolig, skriver avisen.

Der er dog ikke tale om en decideret vækstpakke, som regeringen ellers har fremlagt i både 2013 og 2014, understreger statsministeren.

I oppositionen modtages udkantspakken med skepsis af Venstres næstformand, Kristian Jensen.

- Det lyder mest af alt som en opfejning af krummer, siger han til Berlingske.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, ser dog 'gode takter' i regeringens udspil.

/ritzau/


Nyhedsoverblik