Sygeplejersker nedlægger fortsat arbejdet

Tirsdag kan der blive aflyst operationer på Roskilde Sygehus, hvor anæstesisygeplejerskerne har nedlagt arbejdet i en overenskomststridig aktion.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anæstesisygeplejerskerne på Roskilde Sygehus nedlægger fortsat arbejdet tirsdag. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse. 

Regionen beder patienter, der er indkaldt til operation, om at møde som planlagt, idet øvrige undersøgelser og behandlinger ikke er berørt af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

Anæstesisygeplejerskerne på anæstesiologisk afdeling på Roskilde Sygehus nedlagde mandag morgen arbejdet, og tirsdag klokken 7.30 meddelte de, at de ikke genoptager arbejdet.

Beredskabet mandag aften og i nattetimerne har fungeret og akutte operationer, herunder visse operationer af patienter med kræft, er blevet gennemført under den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og disse patientgrupper vil fortsat blive behandlet tirsdag, lyder det i pressemeddelelsen.

Operationer kan blive aflyst

Såfremt anæstesisygeplejerskerne ikke genoptager arbejdet i løbet af dagen, må den del af dagens operationsprogram aflyses. Akutte patienter og patienter med kræftsygdom vil ikke blive berørt.

- Jeg er meget forundret over at anæstesisygeplejerskerne på Roskilde Sygehus tager patienterne som gidsler. Vi har hver dag patienter, der akut har brug for behandling og jeg forventer, at anæstesisygeplejerskerne straks genoptager arbejdet eller som minimum stiller med det nødvendige beredskab, så vi kan løfte vores ansvar overfor sygehusets patienter, lød det mandag fra koncerndirektør Lars Onsberg Henriksen, der også udtalte, at arbejdsnedlæggelsen, som han forstår det, handler om krav om store lønstigninger.

Der er tirsdag klokken 11 efter ordinær praksis møde mellem Danske Regioner og FTF.

Tirsdag morgen klokken 9 valgte anæstesisygeplejerskerne på Køge Sygehus at nedlægge arbejdet i sympati med kollegerne i Roskilde.


Nyhedsoverblik