Sygehus-aftaler kan række over Øresund

Det er meget muligt, at Region Sjælland i fremtiden indgår samarbejde med svenskerne om at udnytte ledige pladser på hinandens sygehuse og levere behandling til reduceret pris.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er ikke nogen lovgivning, der forhindrer Region Sjælland i at få et samarbejde hen over Øresund for at udnytte ledig sygehus-kapacitet bedst muligt og eventuelt til nedsatte priser i forhold til de normale takster for behandling. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

- Jeg tror ikke, man skal udelukke det på længere sigt, siger planlægningschef i Region Sjælland, Niels Petersen.

Han kan godt forestille sig, at regionens sygehus-aftaler med Syddanmark og Nordjylland på et tidspunkt følges op af en aftale med svenskerne.

Det kan formanden for regionens sygehusudvalg, Flemming Stenild (SF), også:

- Når man har et samarbejde med Nordjylland, er det lige så - eller mere - naturligt at have det med Skåne. Jeg har længe ment, at vi bør afsøge mulighederne i forhold til universitetshospitalet i Lund, men det er ikke noget, vi har konkrete planer om nu, siger Flemming Stenild til DAGBLADET Roskilde.