Supermarkeder tjener penge på p-bøder

Flere dagligvarebutikker tjener penge på, at kunderne får bøder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke kun parkeringsselskaberne, der tjener penge på ulovlig parkering. I nogle tilfælde deler de handlende nemlig fortjenesten med selskabet og har dermed en klar interesse i at der er ekstra fart i bødeblokken. Det oplyser P4 Sjælland.

Firmaet GreenPark skilter ligefrem med en 60-40 model, hvor hovedparten af indtægterne på bødeudskrivningen tilfalder ejeren af parkeringspladsen.

- Vi har et klart og gennemskueligt forretningsprincip, hvor 60 procent af de parkeringsafgifter vi inddriver, tilfalder ejerne af parkeringsarealet, siger direktør Martin Meyer Andersen.

Muligt selv at udskrive bøder

GreenPark har også en 90-10 model, hvor 90 procent af indtægterne tilfalder ejerne, hvis de selv vil udskrive bøder - et koncept som dog ikke har opnået den store succes.

I Coop Danmark bekræfter informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at der kan være penge at tjene der, hvor supermarkedskæden selv ejer parkeringspladsen.

- Det er som regel ikke os, der ejer arealerne, men ja, der er eksempler på, at vi får et gebyr af p-selskaberne, siger Jens Juul Nielsen.

Kan annullere bøden

Kvickly i Nykøbing Falster er et af de varehuse, der har allieret sig med et privat parkeringsselskab.

- Vi tjener ikke penge på bøderne, da vi ikke ejer parkeringspladsen og vi er samtidig så medgørlige, at hvis vores kunder får en bøde og de kan fremvise en gyldig bon, så er vi klar til at annullere bøden, siger varehuschef Thomas Krøll.

Landets to største private p-selskaber, Q-Park og Europark tjener årligt godt en halv milliard kroner på, at danskerne skal have et sted at parkere. Hvor stor en del af fortjenesten, der ryger tilbage til ejerne af p-arealerne ønsker selskaberne ifølge P4 Sjælland ikke at oplyse.


Nyhedsoverblik