Stort skridt i lovgivning: Nu kan du få medicinsk cannabis på recept

En ny lov gør det muligt at få ordineret medicinsk cannabis på recept fra egen læge uanset sygdom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har du store smerter eller voldsom kvalme kan du fra 1. januar gå til din egen læge og få medicinsk cannabis på recept.

Det er resultatet, efter en ny lov er vedtaget i Folketinget.

Hidtil har den medicinske cannabis været forbeholdt personer med særligt udvalgte sygdomme.

Men med den nye lov bliver det muligt for læger at ordinere medicinsk cannabis til patienter med andre sygdomme, hvis lægen fagligt vil stå inde for det.

Den nye lovgivning er en forsøgsordning, som skal evalueres efter de to første år.

- Med forsøget hjælper vi en række meget syge mennesker til et bedre liv. De kan ikke dæmpe deres smerter eller kvalme med de gængse præparater, og derfor køber mange af dem i deres fortvivlelse usikre cannabisprodukter på det sorte marked. Det er uholdbart, og mange patienter har bedt om den her ordning. Vi har lyttet, og derfor får de nu adgang til medicinsk cannabis på en lovlig og tryg måde, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Private kan dyrke cannabis hjemme

Lovgivningen er vedtaget af et flertal bestående af regeringen i samarbejde med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

De indgik i forbindelse med satspuljeaftalen fra 2017-2020 en delaftale om at igangsætte en fire-årig forsøgsordning med medicinsk cannabis fra 2018.

Sammen med forsøgsordningen er det også vedtaget, at det er tilladt for private aktører, der får tilladelse af Lægemiddelstyrelsen, at dyrke cannabis til medicinsk brug.

Der er afsat 22 mio. kr. til forsøgsordningen, og fem mio. kr. skal bruges til forskning og vidensopsamling.

I satspuljeaftalen for 2018-2021 blev der afsat yderligere 5 mio. kr. til at skaffe øget viden om brug og effekt af medicinsk cannabis.


Nyhedsoverblik