Stort eksperiment: Skoleelever finder helt ukendte bakterier på Sjælland

Elever fra Skolen på Herredsåsen i Kalundborg har fundet to hidtil ukendte bakterier. De har deltaget i Masseeksperimentet 2018 om at indsamle bakterier i naturen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Elever fra skolen på Herredsåsen i Kalundborg har gjort et exceptionelt fund. De har nemlig fundet hele to hidtil ukendte bakteriearter.

- Det er fantastisk, uvirkeligt, vildt, tankevækkende, motiverende og helt igennem fedt. Både for elever, men også for lærerne og skolen, siger Kirsten Noe, der er lærer på skolen og instruerede eleverne i at udføre eksperimentet.

Bakteriefund
Læs også
Forsker om skoleelevers fund af nye bakterier: Det kan gavne mange
Bakteriefund
Læs også
Forsker om skoleelevers fund af nye bakterier: Det kan gavne mange

Eleverne synes også, det har været fedt at være med til at finde nye bakterier:

- Jeg er selvfølgelig glad, for jeg havde ikke regnet med, at vores skole ville finde sådan nogle bakterier, siger Milan Hawrami fra 8.C på skolen på Herredsåsen i Kalundborg. 

quote Det er verdensomspændende resultater

Lene Christensen, projektleder for Masseeksperimentet, Astra

Skolen på Herredsåsen har været med i Masseeksperimentet 2018, hvor skoleelever indsamlede mælkesyrebakterier på planter i hele Danmark. Det samme var fire andre skoler i Region Sjælland, som også har fundet nye bakteriearter.

I alt har skoleelever fra hele landet fundet ti nye bakteriearter.

Sådan foretog eleverne prøver af mælkesyrebakterier.
Sådan foretog eleverne prøver af mælkesyrebakterier. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Der er fundet bakteriearter fire steder i Region Sjælland

“Jagten på de gode bakterier” - sådan lød overskriften på årets Masseeksperiment, der fandt sted i september 2018. Her var omkring 24.000 danske skoleelever fra 8. og 9. klasse i hele Danmark med fryseposer under armene ude i naturen for at finde nye arter af mælkesyrebakterier. I Region Sjælland deltog 5.500 elever fra 67 skoler.

- Det, at bringe forskningen helt ind i klasseværelset og muligheden for at få sådan et resultat ud af det, giver både elever og lærere en følelse af at vi alle kan deltage og byde ind på fremtidens udfordringer. Det er så vigtigt for os som naturfagslærere at pirre elevernes nysgerrighed og undren, siger Kirsten Noe.

Herlufsholm
Læs også
Skoleelever skal samle bakterier - kan gavne vores tarme
Herlufsholm
Læs også
Skoleelever skal samle bakterier - kan gavne vores tarme

Ud fra elevernes indsamlinger har forskere isoleret næsten 4.000 bakteriestammer, der efter nærmere analyse viste sig at indeholde over 50 rene, unikke bakteriestammer fra ti helt nye arter af mælkesyrebakterier. 

Resultater:

  • 32.397 elever var tilmeldt Masseeksperimentet, og 23.379 gennemførte eksperimentet, herunder indsamlede planteprøver og analyserede dem for eventuel forekomst af mælkesyrebakterier. 17.715 prøver blev registreret hos Astra, og 11.142 prøver blev fremsendt til Novozymes.
    ​​​​​​
  • Forskere har identificeret ti nye arter inden for fire forskellige slægter af mælkesyrebakterier ud fra indsamlinger fra hele landet.
     
  • Der er fundet nye bakteriearter på disse fem skoler i Region Sjælland: Rune Skole i Greve, Vallekilde-Hørve Skole i Odsherred, Holbæk by skole, Tømmerup Skole i Kalundborg og skolen på Herredsåsen i Kalundborg, hvor de har fundet hele to nye bakterier.
  •  
  • To af de nye bakteriearter er fundet af skoleelever på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg.
     

  • For mindst 12 kendte arter af mælkesyrebakterier har Masseeksperimentet bidraget med en fordobling af stammeantallet i forhold til hvad der er beskrevet videnskabeligt hidtil. For en enkelt bakterie, Lactobacillus plantarum, der er repræsenteret af 313 offentligt beskrevne stammer i hele verden, er der i Masseeksperimentet fundet 399 nye unikke stammer.
     

KIlde: Astra, Novozymes

Stolte over at eleverne kan arbejde som ‘forskere’

Masseeksperimentet er en del af den Naturvidenskabsfestival, der årligt løber af stablen i uge 39.

I Masseeksperimentet 2018 har eleverne både produceret vækstmedier, indsamlet planteprøver og behandlet og analyseret prøverne efter en protokol.

quote Vi er så stolte over, at eleverne kan arbejde som 'forskere', og bidrage til et stort, fælles forskningsprojekt

Kirsten Noe, lærer, Skolen på Herredsåsen

- Jeg gik hjem i min have sammen med mine veninder, og så fandt vi nogle planter. Dem har vi så skåret ud og puttet i et mælke-vækstmedie. Så skulle vi så vente i 48 timer og se, om mælken var blevet til yoghurt. For så var prøven positiv, siger Julie Lind Mogensen fra 8.D på skolen på Herredsåsen i Kalundborg.

Sådan så det ud i september 2018, da elever fra Flakkebjerg Efterskole i Slagelse indsamlede bakterier.
Masseeksperimentet 2018
Læs også
Indsamlede blade og grene: Nu skal forskere analysere elevers arbejde
Masseeksperimentet 2018
Læs også
Indsamlede blade og grene: Nu skal forskere analysere elevers arbejde

Det var Kirsten Noes kollega, der meldte klasserne til Masseksperiementet 2018.

- Vi er så stolte over, at eleverne kan arbejde som 'forskere', og bidrage til et stort, fælles forskningsprojekt, siger Janne Feenstra, der også er lærer på skolen.

Der er verdensomspændende resultater

Det naturvidenskabelige forskningsprojekt Masseeksperiment 2018 er skabt i et samarbejde mellem Industriens Fond, Astra - Danmarks nationale naturfagscenter - og Novozymes for at sætte fokus på de naturvidenskabelige fag hos eleverne.

- Det er verdensomspændende resultater. Eleverne har været ude at indsamle mange forskellige steder og ikke kun fra eksempelvis blade, og så har de været gode til at lave de prøver, de har sendt ind, som har været forholdsvis rene. De har ikke været forurende, så forskerner ikke kunne bruge dem til noget. Forskerne ville have været glade, hvis vi havde fundet en eller to ukendte arter, men nu er der altså bare fundet ti nye arter, siger Lene Christensen fra Astra, der er projektleder for Masseeksperimentet.

 
  Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Hos Novozymes er man også begejstret for resultaterne fra Masseeksperimentet.

- Inden for mælkesyrebakterier bliver der cirka beskrevet ti nye arter om året. Og nu har vi fundet ti nye bakteriearter på landsplan på én gang. Det er det, vi synes, der er det fantastiske ved Masseeksperimentet. Vi har fået et stort antal prøver. Det er ligesom at fiske. Hvis man tager på mange fisketure, ender man med at fange mere, siger Preben Nielsen, der er forskningsleder hos Novozymes.

Eleverne har fordoblet verdensbank af bakterier

Ud over de ti nye arter, som eleverne har fundet, er der fundet 34 kendte arter af mælkesyrebakterien. Eleverne har fundet så mange af de bakterier, der er kendt i forvejen, at de kan bruges i en samlet bank af bakterier. For mindst 12 kendte arter af mælkesyrebakterier har Masseeksperimentet bidraget med en fordobling af stammeantallet i forhold til det, der er beskrevet videnskabeligt hidtil. Der findes offentlige banker af bakterier forskellige steder i verden, som forskere og fødevarerudvikler kan kontakte og bruge. Blandt andet er der én i Göteborg, men også i Tyskland og England.

quote Det har været sjovt. Vi plejer ikke at lave sådan noget her i normal undervisning

Milan Hawrami fra 8.C på skolen på Herredsåsen i Kalundborg

- Det er rigtig vigtigt, at man bliver ved med at fylde banken op. Det har de danske elever bare gjort virkelig godt. Der er 34 kendte arter af bakterier og ved 12 af bakterierne har eleverne mere end fordoblet beholdningen af dem. Tænk hvis vi kunne få elever i hele verden til at gøre det her, siger projektleder Lene Christensen.

Motiverende for eleverne med virkelighedsnær læring

Masseksperimentet er blevet afholdt siden 2008 og formålet er med det årligt tilbagevendende eksperiment er ifølge projektlederen at give en ny generation af unge mennesker de kompetencer inden for naturvidenskaben.

- Vi er meget glade for de her resultater, fordi det viser, at eleverne kan have naturvidenskabelig undervisning, der er enormt virkelighedsnært. De har brugt de samme metoder, som laboranter bruger. Det er motiverende for eleverne at lave noget, der ligger tæt op af virkeligheden, siger Lene Christensen.

Det giver Milan Hawrami fra 8.C sin lærer ret i:

- Det har været sjovt. Vi plejer ikke at lave sådan noget her i normal undervisning. De fleste elever tænker sikkert, hvad de egentlig skal bruge det her til, og det her er et rigtig godt eksempel på, hvad man kan bruge det til.

Næste års tema for Masseeksperimentet er 'Plastforurening i vand' og tilmeldingen åbner den 1. april 2019.

FAKTA OM MASSEEKSPERIMENTET 2018:

  • Masseeksperimentet 2018 fandt sted i september 2018 i uge 39 som en del af naturvidenskabsfestivalen.

  • Masseeksperimentet 2018 gik i år under navnet “Jagten på de gode bakterie” og er skabt i samarbejde mellem Industriens Fond, Astra - Danmarks nationale naturfagscenter - og Novozymes for at sætte fokus på de naturvidenskabelige fag hos eleverne.
     

  • I Masseeksperimentet 2018 gik eleverne på jagt efter nogle af disse gode bakterier, helt præcist efter arter af mælkesyrebakterier, fx. Lactobacillus. Lactobacillus lever på overfladen af planter, såkaldte epifytiske bakterier.
     

  • 25.000 danske skoleelever indsamlede planteprøver over to dage. I Region Sjælland deltog 5.500 elever fra 67 skoler.
     

  • Forskerne har opdaget 10 hidtil ukendte bakteriearter, alle potentielt gavnlige mælkesyrebakterier. I Danmark bliver der til sammenligning kun fundet 1 ny bakterieart årligt.

    Læs mere på www.masseeksperimentet.dk

 

Fakta: Industriens Fond, Astra

 


Nyhedsoverblik