Stormen Knud væltede træer og aflyste færger

Stormen Knud skabte mest problemer i Jylland. Enkelte træer meldes dog væltet på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Stormen Knud, der ramte Danmark fredag, skabte ikke mange problemer i vores område.

Sådan lyder meldingen fra både Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Knud blev den første efterårsstorm i Danmark – og den fik temperaturen til at falde med omkring ti grader. Hos os blev de højeste vindhastigheder målt ved Røsnæs hvor vinden toppede på 22 meter i sekundet som middelvind. Det svarer til stormende kuling. Også på Omø og på Langø ved Lolland blev der målt kraftig blæst - 19 meter i sekundet blev der her målt i middelvinden. Det viser tal fra DMIs målestationer.

I vores område førte blæsevejret til forstyrrelser for færgetrafikken i de sene eftermiddag og aftentimer. Generelt har der dog ikke været store problemer som en følge af stormen.

- Vi har fået enkelte meldinger om væltede træer ud over politikredsen, men generelt er der ikke noget at fortælle om stormen, siger vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Blandt andet betød et væltet træ, at trafikken på Lille Syd-banen mellem Næstved og Køge blev forstyrret.

Også hos Midt- og Vestsjællands Politi er meldingen, at blæsevejret ikke har givet nævneværdige problemer.

Stormen blev da også værst i Jylland, hvor middelvinden var storm, mens vindstødene var på orkanstyrke.

Der er på landsplan ikke meldinger om personskade som følge af efterårsstormen.