Stor efterspørgsel på julemænd

Julemanden har som bekendt travlt op til jul. Det oplever man hos Dansk Julemands Laug, der må tilbyde kunderne at hyre nisser, fordi alle julemændene er optaget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi kunne godt være nogle flere. Der er altid nogen, der skal have fat i en julemand i sidste øjeblik til deres juletræsfest. Det er lidt det samme som at skulle have fat i en taxa juleaften. De fleste er optaget, siger julemand Henrik Jacobsen til Nyhedsbureauet Newspaq. Han er oldermand i Dansk Julemands Laug, der udover julemænd organiserer omkring 50 nisser. Og de kan komme i spil, hvis julemændene har for travlt.

- Hvis ikke man kan få en julemand, så må man tage en nissemand i stedet, siger Henrik Jacobsen, der til daglig arbejder som fængselsbetjent og har ca. 10 job som julemand på en sæson.

Men man skal være ude i god tid, hvis man vil hyre en julemand i de travleste weekender.

- Jeg er f.eks. allerede bestilt til de to første søndage i december 2009, fortæller Henrik Jacobsen.

I de senere år har lauget fået stadig flere henvendelser fra professionelle julemænd, der gerne vil organiseres og fra frivillige, der f.eks. gerne vil gøre noget for socialt udsatte børn.

- Der er flere og flere julemænd, der finder ud af, at det er rart at være i en forening, og så er der mange, som utroligt gerne vil gøre et stykke socialt arbejde, fortæller Henrik Jacobsen.

I julemandslauget er der lige fra direktører til arbejdsløse, men ånden er den samme.

- Man skal være den type menneske, der kan lide at underholde og lytte og snakke med børn. Og så skal man selvfølgelig tro på julemanden, siger han.


Nyhedsoverblik