Stadig flere kommuner forbyder rygning i arbejdstiden

Flere offentlige arbejdsgivere forbyder rygning i pauserne. Her i regionen har tre kommuner sagt nej tak til cigaretterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er slut med at tage en cigaret i arbejdstiden for mange offentligt ansatte. 12 kommuner har allerede bandlyst alle rygepauser. Tre af dem ligger her i regionen - nemlig Sorø, Holbæk og Guldborgsund.

Spørger man Niels Them Kjær, projektchef for rygestop i Kræftens Bekæmpelse, er de tolv kommuners forbud bare begyndelsen, idet fokus på rygning vokser.

- Forbuddet mod rygning i arbejdstiden har spredt sig meget i løbet af de seneste fem år. Vi håber derfor, at endnu flere arbejdspladser vil tage det til sig, siger Niels Them Kjær.

Forbud øger produktivitet

Når arbejdsgiverne forbyder, at medarbejderne kan tage en cigaret i løbet af arbejdsdagen, forbedrer det ikke kun de ansattes sundhed, mener han.

- Det er helt klart et ønske om, at medarbejderne bliver sundere.

- Men jeg tror også, at det øger produktiviteten, fordi der bliver holdt færre pauser, og jeg tror, at det skaber et bedre socialt klima, da det bliver lettere for medarbejderne at holde pauser sammen, fortsætter han.

Langt til forbud i det private

Selvom rygeforbud hurtigt spredes i kommunerne, er det håbet i Kræftens Bekæmpelse, at det private erhvervsliv vil tage den røgfri arbejdstid til sig.

Ifølge Rikke Ørum, chef for HR & Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv, er der langt til absolutte rygeforbud i de private virksomheder.

- Flere og flere virksomheder forbyder rygning på matriklen, men når mange medarbejdere i private virksomheder selv betaler pauser, kan arbejdsgiverne ikke diktere, hvad de ansatte bruger dem til, siger Rikke Ørum.

/ritzau/


Nyhedsoverblik