Sprintertræer redder økonomien i skovene

Træer, der vokser hurtigt, er en gevinst for skovejerne, der skal dyrke endnu mere energitræ, lyder opfordringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hurtigtvoksende træsorter, der nærmest sprinter op af skovbunden, er blevet en økonomisk attraktiv forretning for skovejerne. I hvert fald opfordrer Dansk Skovforening både landmænd og skovejere til at dyrke endnu mere såkaldt energitræ, der skal bruges som flisfyring på danske fjernvarmeværker.

Det skriver DR P4 Sjælland.

Det er typisk lærk, el og poppel der satses på, fortæller skovridder Karsten Raae fra Skovdyrkerforeningen på Sjælland og Øerne.

- Fidusen er at træerne tages ud efter få års vækst, hvorefter de hugges op til flis. Det forbedrer økonomien i dansk skovdrift, og samtidig bidrager vi med en CO2-neutral energikilde til de kommunale varmeværker, siger Karsten Raae til DR P4 Sjælland.

Energitræer skaber læ for eg og bøg

De hurtigtvoksende træsorter som lærk, el og poppel fungerer samtidig som såkaldte ammetræer for de dominerende danske træsorter: eg, bøg og douglasgran.

- De skaber læ og er med til at holde ukrudtet nede og det vil sige, at de klassiske danske træsorter får en bedre start på tilværelsen, siger Karsten Raae til radiostationen.

Flis udgør i øjeblikket 12 procent af brændselsforsyningen til Danske Fjernvarmeværker. Men flere varmeværker er lige nu i gang med en omstilling fra kul og naturgas til halm og flis.

- Skovejernes satsning på energitræ passer fint ind i fjernvarmeværkernes strategi, hvor man satser på grønt og bæredygtigt brændsel, siger pressechef i Dansk Fjernvarme, Torben Øllegaard Sørensen til DR P4 Sjælland.

Seneste grønne omstilling er sket på Skærbæk-værket i Jylland, hvor energiselskabet DONG bygger en flisfyret lillesøster til det store naturgasfyrede værk, der forsyner 200.000 husstande i Trekantsområdet med strøm og varme.


Nyhedsoverblik