¨

Spareplan kan ramme velfærden i yderkommunerne

Foto: ARKIV

Regeringens planer om at fjerne tilskud får kommunerne til at frygte, at sparekravet vil ramme velfærden i yderkommunerne.

Regeringen har planer om at fjerne likviditetstilskuddet, som gives til kommunerne landet over som en håndsrækning på 3,5 milliarder kroner. Venstre mener nemlig, at kommunerne har penge nok.

Men formanden i Kommunernes Landsforening frygter for sparekravets konsekvenser. Det skriver Sjællandske.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har forklaret, at fjernelsen af tilskuddet er et af regeringens højeste prioriteter, når de lige for tiden forhandler om kommunernes økonomiske rammer for 2017 ifølge avisen.

Kommunerne har i dag godt 38 milliarder kroner liggende i kommunekasserne. Men hvis regeringens tilskud fjernes fra næste år, vil det få konsevenser ude i kommunerne, spår formanden i Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V).

- Hvis man fjerner tilskuddet, vil det gå ud over de svageste kommuner i landet, der i forvejen har det svært, siger Martin Damm, der også er borgmester i Kalundborg Kommune, til TV ØST og tilføjer:

- Det kan godt være, kommunerne samlet har en likviditet på knap 38 milliarder kroner, men pengene er skævt fordelt. Det hjælper jo ikke, at for eksempel Odsherred eller Hjørring Kommune, at de har penge nok i København og nordsjællandske kommuner.

Hvis man fjerner tilskuddet, vil det gå ud over de svageste kommuner i landet, der i forvejen har det svært, siger Martin Damm (Venstre)

Rammer svage kommuners velfærd

Kommunerne får i år 3,5 milliarder korner i det såkaldte likviditetstilskud. Ud af det tilskud bliver 1,5 milliarder kroner fordelt i lige store dele til de 98 kommuner.

De sidste 2 milliarder kroner bliver givet som et særtilskud til kommuner, som er svært stillede. Her får kommunerne Sorø, Kalundborg, Lolland, Vordingborg, Odsherred og Guldborgsund en del af særtilskuddet.

Odsherred Kommune får godt 14 millioner kroner i år. De penge er uhyre vigtige for den nordvestsjællandske kommune, som ellers er hårdt presset ifølge den socialdemokratiske borgmester Thomas Adelskov.

- Livremmen er spændt meget ind, og vores medarbejdere løber hurtigt ude i kommunen. Så jeg synes, de her sparekrav fra regeringen er fuldstændig urimelige, siger Thomas Adelskov til TV ØST.

Han frygter, at spareplanerne vil ramme kommunens kernevelfærd.

- Det er ret uoverskueligt at overse konsekvenserne, hvis vi skal spare endnu mere. Men der er ingen tvivl om, at hvis regeringen fjerner bidraget, så vil det betyde et større indgreb i den service, vi yder borgerne. Det vil blandt andet ramme børne-, skole, ældre- og handicapområdet, siger Thomas Adelskov.

Ifølge Sjællandske skal økonomiaftalen mellem regeringen og kommunen være på plads i starten af juni.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App