Sommervejr på vej: 25 grader i weekenden

Weekenden er værd at se frem til rent vejrmæssigt. Der er gode grader på vej. Hele 25 af slagsen skulle være på vej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har du savnet varmt vejr i juli måned, så får du nu chancen i denne weekend, hvor der er god grund til at finde sommertøjet og grillen frem.

Temperaturen kan søndag nå op på 25 grader nogle steder i landet, og med krydret svag vind vil opskriften på sommervejr være en realitet, lyder prognosen fra DMI.

- I weekenden bevæger et højtryk sydvest for De Britiske Øer sig ind over Nordsøen og Danmark, hvorved vejret i Danmark stabiliseres, siger vagtchef Niels Thyge Rasmussen fra DMI.

Fredag klarer op

Fredag starter med at være skyet, men som dagen skrider frem, begynder solen at skinne flere steder.

- Der er en opklaring, der allerede kommer ind over Jylland i morgentimerne, så på Sjælland bliver det i eftermiddag, at solen kommer frem, fortæller vagtchefen.

Temperaturerne holder sig på mellem 17 og 22 grader fredag, mens det om natten bliver en smule køligere.

Ikke en sky

DMI har også gode nyheder til gæsterne på årets Roskilde Festival og andre sommerglade danskere resten af weekenden. Der kommer nemlig stort set ikke en sky på himlen.

- Lørdag og søndag vil være sommerdagene, vi længe har ventet på. Begge dage vil byde på tørt og solrigt vejr med temperaturer på op til mellem 18 til 25 grader - varmest søndag, siger Niels Thyge Rasmussen.

Sommervarmen og solstrålerne hænger ved ind i næste uge. Mandag bliver det tørt og solrigt med temperaturer over 20 grader, og tirsdag bliver det mellem 20 og 25 grader de fleste steder.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik