Sommerhusejere kommer med i ordning

Med den netop vedtagede vækstplan får også sommerhusejere mulighed for at få fradrag på renovering af deres bolig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den nye vækstplan, som blev vedtaget søndag, kommer til at sætte skub i den danske økonomi. Det sker blandt andet, fordi den såkaldte boligjobordning bliver genindført, men nu er det ikke kun ejere af almindelige boliger, der kan få fradrag for håndværkerudgifterne. Fremover får også sommerhusejere mulighed for at få et fradrag på op til 15.000 kroner på forbedringer til boligen.

Det skriver Ritzau.

Telefonerne vil ringe

Med de store sommerhusområder i Odsherred i nord og Marielyst i syd, kan boligjobordningen få stor betydning her i regionen, og Frank Korsholm, der er politisk chef i Håndværksrådet, vurderer, at ordningen vil få telefonerne til at ringe flittigt til håndværksmestrene, og også det lokale folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff (S) er tilfreds med, at sommerhusene nu er kommet med ind under tiltaget.

- Det er jeg fantastisk glad for. Jeg har selv presset på for, at der blev fundet en løsning, så ordningen også ville inkludere sommerhuse, da jeg mener det vil være til stor gavn for og skabe arbejdspladser i kommuner med store sommerhuskvarterer, som for eksempel Odsherred og Kalundborg. Jeg betragter udvidelsen af håndværkerfradraget som en stor gevinst for hele Vestsjælland, siger han i en pressemeddelelse.

Børnepasning, renovering og rengøring

Boligjobordningens mulighed for fradrag på ydelser for op til 15.000 kroner om året gælder blandt andet ydelser som børnepasning, rengøring, havearbejde og ud- og indvendig vedligeholdelse af hus.

Håndværksrådet og Dansk Byggeri har arbejdet for at få genindført håndværkerfradraget, siden det blev afskaffet sammen med resten af boligjobordningen ved udgangen af 2012.

Gav 5000 job sidst

Dansk Byggeri mener, at ordningen vil betyde et gevaldigt løft til væksten i Danmark.

- Samlet set skønner Dansk Byggeri, at boligjobordningen vil give meraktivitet i 10 ud af 12 måneder i 2013 svarende til 10/12 af effekten i 2012.

- Sidste år gav håndværkerfradraget cirka 5000 job, og vi kan så forvente en samlet beskæftigelseseffekt på cirka 4100 fuldtidspersoner i 2013, heraf 3200 i byggeriet, skriver Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Træder i kraft nu

Søndag aften landede regeringen, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance første del af vækstplanen. Dermed er det kun Enhedslisten, der ikke er med i aftalen.

Den del af vækstplanen, der indeholder mulighed for frdrag på sommerhus renoveringer, træder i kraft 22. april, mens de øvrige boligejere først kan få fradraget fra 1. januar 2014.

3,3 milliarder

Ordningen koster 1,6 milliarder kroner i 2013 og 1,7 milliarder kroner i 2014. Udvidelsen med sommerhusene koster alene cirka 0,1 milliarder kroner i 2013 og 0,2 milliarder kroner i 2014.

Den nye vækstplan er vedtaget af samtlige af regeringspartierne, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik