Flere steder i regionen er folk stået op til snebyger.
Det har været en kold nat, og flere steder nåede temperaturen ned under frysepunktet. Det betyder, at det torsdag morgen sner let over dele af det sydlige Sjælland.
Snevejret kan give glatte veje, men det har ifølge politiet torsdag ikke resulteret i nogle trafikuheld.
Dagen kommer til at byde på skyer og byger, og der kan komme sne eller slud flere steder i regionen.
Artiklen fortsætter under tweetet.
I løbet af dagen kan temperaturen komme op på 2 graders varme, og i eftermiddag vil solen titte frem ind i mellem.
Svag til jævn vind fra nordøst. Aftenen og natten bliver mest skyet og med spredte byger, med mulighed for slud eller sne. Temperaturerne kommer til at ligge mellem 1 grads frost og 2 graders varme.
Op til otte centimeter sne og snefygning
Ifølge TV2 kommer snevejret for alvor til Danmark i weekenden.
Et udbredt snevejr vil bevæge sig ind over Danmark fra vest i løbet af søndagen, og samtidig vil det blæse kraftigt op fra sydøst og øst.
I takt med at fronten nærmer sig landet, vil det blæse kraftigt op fra sydøst og øst. De fleste steder i landet vil vinden blive frisk til hård, men ved kyster med pålandsvind kan vinden nå kulingstyrke med kraftigere vindstød.
I hele søndagsdøgnet vil der generelt kunne falde mellem fire og otte centimeter sne, selvom de præcise nedbørsmængder i sagens natur fortsat er meget usikre.
Kombinationen af sne og kraftig blæst vil give udbredt snefygning, som vil kunne danne driver og give trafikale udfordringer.
Det vil især ramme vejstrækninger i det åbne landskab, som er øst-vest orienterede, således at vinden blæser ind fra siden og flytter sne fra markerne udover vejbanen. Udsigten til barskt vintervejr i løbet af søndagsdøgnet synes meget sikker.