Sne gav mange uheld

Sneen gav mandag problemer for mange bilister. Politiet melder om mange uheld på vejene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi råder vagtchef Flemming Hartmann folk til at sænke hastigheden, da der har været en del glatføreuheld inden for få timer først på eftermiddagen.

Her kan du se, hvilke uheld politiet har været ude til grundet sne og glat føre siden i morges.

De nyeste tilfælde først:

  • 19.35: Færdselsuheld på Grønsundvej vest for Damsholte. En bil er kørt ind i et træ. Politiet oplyser, at vejen formentlig vil være spærret indtil klokken 20.15.
  • Klokken 17.07: Færdselsuheld igen, denne gang på Merløsevej lige udfor Nyrup. Politiet oplyser, at 2 biler er kørt frontalt sammen. I de 2 biler var der 3 personer. Ifølge politiet er alle tre ved bevidsthed. Vagtchefen regner med, at vejen er spærret indtil klokken 18.30. Politiet opfordrer til at finde en alternativ rute.
  • Omkring kl. 14.40  er der sket et uheld på Vestmotorvejen i vestgående retning mellem 37 Sorø og 38 Slagelse Ø. I alt fem køretøjer er involveret i ulykken - to lastbiler, to autotransporter og en varebil. Man kan ikke komme forbi på den pågældende strækning. Politiet beder folk finde en alternativ vej.
  • Ved halv 14-tiden skete der et uheld på Vestmotorvejen øst for Slagelse i østgående retning. En bil er gledet rundt og landet på taget ved en lille bakke på motorvejen. Ingen personskade.
  • Klokken 13.08 får politiet en henvendelse fra et uheld på Sydmotorvejen ved Eksilstrup på Falster. En person er kommet lettere til skade., da han i en varevogn kørte ind i et træ. Ulykken skete ca. 10 km syd for Farøbroerne.
  • Klokken 12.58 sket et uheld på Vestmotorvejen ved Ringsted.
  • Omkring 12.45 kørte en svensker galt på Sydmotorvejen ved Holeby. Han tog simpelthen en rutschetur og ramte ind i autoværnet i midten af motorvejen. Han kom ikke til skade ved uheldet.
  • Omkring kl. 12.30 skete der et uheld på Vestmotorvejen ved Vemmelev i østgående retning. Her er der intet nødspor, så politiet beder bilister sænke hastigheden.En bil glider ind i autoværnet i midten.
  • Klokken 12.18 får politiet en anmeldelse om, at en bilist har nedlagt flere skilte i Holbæk ved Nykøbingvej/Tuse Næs Vej. Føreren blev kørt til kontrol på skadestuen i Holbæk.
  • Klokken 11.47 melder beredskabet på stedet om endnu et uheld, også på Vestmotorvejen ved afkørsel 35 Ringsted Øst.

  • Klokken 11.30 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, der havde set flere forulykkede biler på Vestmotorvejen mellem afkørsel 35 Ringsted Øst og 34 Borup. Da politiet kom frem til stedet var en lastbil ved at blive bugseret væk.
  • Kort efter klokken 10 skete der et uheld på E47 på Lolland i vestgående retning ved Våbensted mellem Sakskøbing og Maribo-afkørslerne. Her kørte to biler ind i hinanden. En ambulance blev sendt til stedet, men ingen kom tilskade. Bilerne skulle ifølge Folketidende.dk være fjernet ved 11-tiden.
  • På Vestmotorvejen ved Slagelse Øst havarerede en bil omkring klokken 9.40.
    - Bilisten snurrede simpelthen rundt, fordi det var glat, fortæller pressemedarbejder hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Anne Dorte Hoppe Søe. Bilen er væk igen nu og slap tilsyneladende med forskrækkelsen.
  • Lidt over otte gav det glatte føre problemer i Kalundborg.
    Her blev Midt- og Vestsjællands Politi kaldt ud til Jernbanegade, hvor en bilist skulle bremse op, men pga. det galtte føre gled bilen videre og ind i en betonklods, hvor der engang har stået en statue.
    - Bilen havde vinterdæk på, men alligevel gik det galt, fortæller pressemedarbejder hos politiet, Martin Bjerregaard. Det var umiddelbart kun bilen, der tog skade ved sammenstødet.
  • Kort før halv otte skete der et lille glatføreuheld på Sydmotorvejen i nordgående retning i nærhede af Tureby i udkanten af Køge Kommune.
    - Jeg kan ikke læse i rapporten, hvad der præcist er sket, men det har været en mindre ting, og der var ingen personskade, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

  • Sydsjællands- og Lolland-falsters Politi hørte om de glatte veje første gang omkring kl. 6.40. Her var en en lastbil gledet ind i en personbil på Nykøbingvej i Eskilstrup på Falster. Ingen kom til skade ved episoden.


Nyhedsoverblik