Slagelsesoldater modtager Forsvarets Medalje for Tapperhed

Overkonstablerne Lasse Rasmussen og Kenneth Skovmand Pedersen fik i sidste uge Forsvarets Medalje for Tapperhed for heltemodig og tapper indsats. De redede en kollega ud af en brændende vogn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De to overkonstabler gjorde sig fortjent til medaljen den 23. juli 2008, da de gjorde tjeneste i Afghanistan på Hold 5 og indgik i manøvrestøttesektionen i Piranha-kompagniet, der hører til hos Gardehusarregimentet i Slagelse.

Den 23. juli var sektionen i et beredskabsområde sammen med resten af kompagniet, da mortérgruppens vogn (Piranha) med åbenstående rampe bliver ramt bagfra af en panserværnsgranat.

Ved anslaget falder den højre brændstoftank af, og vognen bryder øjeblikkelig i brand.

Overkonstabel Lasse Rasmussen og daværende konstabel Kenneth Skovmand Pedersen løber med det samme ind i den brændende vogn, hvor de finder en kollega, der ligger under nogle ammunitionskasser. De får fjernet kasserne og får kollegaen i sikkerhed få meter uden for vognen.

Få sekunder efter begynder ammunitionen i vognen at eksplodere.