Skybruddet er aflyst

Det stort varslede skybrud over Danmark blev væk. Det gik til svenskerne i stedet - mens danskerne kan se frem til en regnfuld sommerdag i stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversvømmede kældre, stoppede nedløbsrør, oversvømmede kloakker, gummibåde på vejene og waders på benene. Det var det billede, som de fleste danskere frygtede at vågne op til lørdag morgen - men i stedet var skybruddet udeblevet.

Vagtchefen hos DMI siger, at skybruddet er aflyst af en regnfuld sommerdag, hvor temperaturen lægger sig mellem 18-22 grader - og mest i den høje ende af skalaen. Kommer der skybrud nogen steder, vil det højst sandsynligt være på Bornholm.

Hos Falck var man parat til at rykke ud, hvis vandmasserne kom væltende. Men det blev en stille nat. Det fortæller Klaus Kristensen fra presseafdelingen i Falck.

  - Nu har vi været i situationen nogle gange før, hvor et uvejr ikke er blevet til noget. Vi indkalder ikke ekstra mandskab i en sådan situation. I stedet bruger vi en sms-kæde, hvor vi spørger, om folk kan være parat til at rykke ud, hvis det bliver nødvendigt. Skybrud er ofte meget lokalt, er der et i Tønder, nytter det ikke, at der sidder 20 mand i Århus og venter, siger han.

Det varslede skybrud valgte at placere sig mellem Møn og Bornholm og bragede løs i Sydsverige i stedet. Der faldt dog
regn natten til lørdag i Danmark - og på Thistedkanten blev det til hele 24 millimeter.
Lørdag morgen regnede det på Sydsjælland, Lolland, Falster, Fyn og Sønderjylland. Og herfra breder det sig mod nordvest.
Søndag vil de sydvestlige egne få nogen sol og kun enkelte byger, mens det i den østlige og nordlige del af landet antagelig vil være mest skyet, og her vil det en overgang regne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik