Skuespiller tøver med politik

Bjarne Henriksen har stadig lyst til at blande sig i lokalpolitik, men han har ikke konkrete planer om at stille op allerede ved valget i år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skuespilleren Bjarne Henriksen når nok ikke at komme på stemmesedlen til kommunalvalget til efteråret, selvom han tidligere har udtrykt interesse for at gå ind i lokalpolitik.

- Jeg har godt hørt, at det var ved at være på tide, hvis man skulle stille op, men jeg har haft for travlt til at gøre noget ved det, siger Bjarne Henriksen til Sjællandske.

En af hans mærkesager er de små landsbysamfund, og han er især utilfreds med, at pengene i den nye storkommune siver væk fra de små landsbysamfund og ind til hovedbyerne. 

Bjarne Henriksen har tidligere fået tilbud fra S og SF om at stille op for dem. Og han lægger da heller ikke skjul på, at borgerlig er han i hvert fald ikke.