Sjællandske økologer inviterer på gårdbesøg

En række sjællandske øko-landmænd inviterer denne weekend til Økologisk Høstmarked. Her kan gæsterne smage på udvalget af danske øko-råvarer, hilse på økologiske køer, grise, får og høns og stille spørgsmål til de økologiske landmænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvordan har øko-grisene det ude på marken? Smager økologiske gulerødder, æbler eller tomater anderledes? Og kan man se, at en mark er økologisk?

Den slags spørgsmål får tusindvis af danskere mulighed for at få besvaret, når en række økologiske gårde rundt omkring i landet åbner stalddørene til Økologisk Høstmarked i weekenden. Sidste år trak 47.000 danskere i gummistøvlerne og benyttede sig af muligheden, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Økologisk Høstmarked er en mulighed for at se, hvor maden kommer fra. Det er en sjov, hyggelig og lærerig sensommerdag på landet for både børn og voksne. Man kan både se, røre, lugte og smage på økologien og opleve kvaliteten og mangfoldigheden af de økologiske fødevarer, der bliver produceret i ens område. Og så kan man stille spørgsmål og få svar fra dem, der kender økologien bedst – nemlig de økologiske landmænd, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

Sjove lokale øko-oplevelser

Også på Sjælland byder en masse værter velkommen til Økologisk Høstmarked i år.

På Grantoftegaard på kanten af hovedstaden kan du se hyrdehundenes færdigheder, når fårene og køerne skal fanges. Du kan også blive klog på melets bageegenskaber, demonstreret ved den økologiske korn- og melproducent Per Grupe. Og naturvejlederen lokker de nysgerrige på natursafari. I fårestalden vises, hvordan en fåreklipning klares. Der bliver desuden hestevognskørsel rundt i Pederstrup, maskinudstilling, halmhop og hulebyggeri med små halmballer. På gårdspladsen og omegn er der smagsprøver og salg af gode økologiske produkter.

Også Krogagergaard ved Fjenneslev byder gæster velkommen til høstmarked. Her kan man møde økologiske grise, køer, får, lam, høns, heste og geder, som alle nyder sensommeren på græs under åben himmel. Gå en rundtur på gården eller tag en traktortur ud til markerne og dyrene, der græsser længere væk. Gårdens biavler-nabo kommer også og viser, hvordan produktion af honning foregår.

Et vindue til Danmarks øko-spisekammer

Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles høstmarked, som arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med store og små øko-landbrug. Med markdrift, kødkvæg, mælkeproduktion, frugt og grønt, får, geder og mange andre dyr er høstmarkedet et vindue til Danmarks økologiske spisekammer.

- Der er en stor interesse for økologi blandt danskerne, som fylder deres indkøbskurve med flere øko-varer end noget andet sted i verden. I weekenden får alle mulighed for komme helt tæt på den økologiske produktion, se hvordan de populære økologiske fødevarer bliver til og på første hånd opleve, hvilken forskel man gør for dyrene, naturen og vores grundvand med sine økologiske indkøb i hverdagen, påpeger Birgitte Nygaard.

Find et Økologisk Høstmarked i nærheden og læs mere om, hvad der sker på de enkelte gårde på www.høstmarked.dk

 


Nyhedsoverblik