Sjællandske murere kan score på lavere fradrag

Der kan være ekstra job for bygge-arbejdere på Sjælland ved at omstridt rejsefradrag fjernes. Jyske løntrykkere vil nemlig så blive hjemme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uenighed om rejsefradraget

Skal lønmodtagernes rejsefradrag fjernes eller ej. Det har nu fået byggeriets store organisationer til at ryge i totterne på hinanden. Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Dansk Byggeri advarer mod forslaget, som organisationen mener vil gøre arbejdskraften mindre mobil, mens Håndværksrådet bakker op om skatteministerens forslag.

Fradraget holder lønnen nede

- Hvis en håndværksmester fra Jylland vil sende et sjak til København, og det er nødvendigt med indkvartering, så må han aftale med sine svende, hvordan det skal ordnes. Hvorfor er det noget, som vi som skatteydere skal give bidrag til. Det er dybest set noget underligt noget, at der gives et tilskud til at sende mandskab fra Jylland til Sjælland og omvendt og dermed indirekte et tilskud til at holde lønnen nede, siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.

Arbejdsgivere frygter dyrere byggeri

Derimod frygter Dansk Byggeri, at en halvering af det maksimale rejsefradrag vil lave et stivere arbejdsmarked.

- Og det er netop det modsatte, som regeringen ønsker. Rejsefradraget er med til at gøre arbejdskraften mere mobil. Man skal huske på, at store infrastrukturprojekter eller andre store byggerier ikke kan opføres alene med lokal arbejdskraft, og at det derfor er nødvendigt at tiltrække arbejdskraft over lidt større afstande, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

I dag har lønmodtagere mulighed for at få skattefradrag på op til 50.000 kr. for at dække omkostningerne til midlertidigt at bo ude, når arbejdspladsen ligger langt fra hjemmet.

Rentefradraget bruges især af udlændinge

Fradraget benyttes ikke mindst af bygningsarbejdere, der kører over Storebælt efter arbejde, men også af udenlandsk arbejdskraft. Skatteministeriet oplyser, at omkring halvdelen af fradraget udnyttes af udlændinge.

Regeringen vil som en del af skattereformen begrænse fradraget til maksimalt 25.000 kr.


Nyhedsoverblik