Sidste tur med kreaturvognene

Fredag aften kører de blå, udskældte togvogne sidste tur henover Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De slidte, blå kreaturvogne har sidste dag på skinnerne fredag.

- De er udtjente nu. Tiden er løbet fra dem, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at de nu har kørt deres sidste jernbanekilometer i den regulære togtrafik. Udskiftningen burde være sket for et par år siden, og det er selvfølgelig beklageligt, at kunderne har måttet affinde sig med dem i de sidste par år, siger Frank Olesen, direktør for DSB's Fjern- og Regionaltoge.

De kritiserede blå kreaturvogne har tjent togpassagerer siden 1972. Det var meningen, at de skulle på pension i forbindelse med IC4-togenes planlagte ankomst. Da IC4-togene lod vente på sig, måtte man udsætte kreaturvognens pension et par år endnu. Men i morgen aften kører toget altså sin sidste tur fra Roskilde.

Sjællænderne kan nu se frem til at køre i de mere komfortable dobbeltdækkervogne på de regionale strækninger, hvor kreaturvognene har kørt. De blå vogne skal dog ikke skrottes med det samme. Man vil i 2011 formentlig kunne se vognene køre festivaldeltagere fra Roskilde by og ind til Roskilde Festival.