Sidste frist for at brevstemme er den 1. december 2015

Ønsker du at brevstemme til folkeafstemningen om retsforbeholdet, er den 1. december 2015 den sidste dag, du kan gøre det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du skal nå at sætte dit kryds via brevstemme til folkeafstemningen den 3. december 2015, er det ved at være sidste chance. Tirsdag den 1. december 2015 er der frist for, at du kan stemme på forhånd frem for på selve afstemningsdagen, skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Hvis du mangler information om åbningstider for stederne, hvor du kan brevstemme, kan du klikke dig ind på kommunens hjemmeside.

Fakta: Sådan brevstemmer du

  • Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune, og ikke kun i den kommune, hvor du bor.
  • Du kan f.eks. møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Kontakt kommunen eller gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.
  • Du skal huske at medbringe legitimation, f.eks. pas, kørekort eller sundhedskort (sygesikringsbevis), når du møder op for at brevstemme.
  • Hvis du opholder dig i udlandet, kan du brevstemme på enhver dansk repræsentation, dvs. på den danske ambassade eller det danske konsulat i det land, hvor du opholder dig.
  • Brevstemmer du i udlandet, skal du være opmærksom på, at du skal brevstemme i så god tid, at brevstemmen kan nå hjem til den relevante kommune, før afstemningen går i gang torsdag den 3. december 2015 kl. 9.00.

Nyhedsoverblik