Sidste chance for gratis HPV-vaccine

Man skal til at skynde sig, hvis man vil benytte sig af tilbuddet om gratis HPV-vacciner til unge kvinder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du er kvinde og født mellem 1985 og 1992, så er det nu, du skal bestille tid hos lægen, hvis du gerne vil have en gratis HPV-vaccine.

Tilbuddet om de gratis vacciner udløber nemlig ved udgangen af 2013.

Og vil man have alle tre stik gratis, så er det ved at være sidste udkald. Det andet og tredje stik gives henholdsvis to og seks måneder efter det første, fortæller Iben Holten, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

- Hvis man skal vaccineres efter skemaet, så er man seks måneder om det, så man skal nå det inden 1. juli, siger hun.

Halvdelen har sagt ja allerede

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har 63,5 procent af årgangene allerede taget imod tilbuddet. Men selvom antallet af 21-28-årige kvinder, der er blevet vaccineret, er mere end tredoblet, siden vaccinen blev gratis, så skal flere med, siger Iben Holten.

- Vi har allerede verdens højeste vaccinationsgrad i den her aldersgruppe, men vi arbejder stadigvæk på at få så mange med som muligt. Både af hensyn til den enkelte og af hensyn til smittespredningen i befolkningen, siger hun.

Beskytter mod kræft og kønsvorter

Ifølge Kræftens Bekæmpelse beskytter vaccinen blandt andet mod de to typer HPV-virus, som tilsammen er skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmorhalskræft. Samtidig forhindrer den mange tilfælde af forstadier til kræft.

Iben Holten anbefaler derfor de unge kvinder til at skynde sig ned til lægen og blive vaccineret.

- Så vi kan spare mange operationer, mange bekymringer og mange kræfttilfælde, siger hun.

/ritzau/


Nyhedsoverblik