SF: Kommuner skal have velfærdskroner op af lommen

Regeringen skal undersøge, hvorvidt den såkaldte budgetlov går ud over velfærd og beskæftigelse i kommunerne, lyder det i et forslag fra SF.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

SF foreslår nu, at regeringen skal undersøge, om den såkaldte budgetlov kvæler velfærd og beskæftigelse i kommunerne.

Forslaget kommer efter, at Avisen.dk torsdag kunne fortælle, at kommunerne i 2014 har brugt 2,3 milliarder kroner mindre, end de havde til rådighed.

- Det er et kæmpe problem, når kommunerne ikke bruger de penge, de har til rådighed, når vi samtidig ved, at der for eksempel mangler hænder i vuggestuer og på plejehjem, siger finansordfører og gruppeformand hos SF Jonas Dahl til Avisen.dk

Den såkaldte budgetlov blev strammet i 2010, og betyder, at kommunerne omgående skal betale penge tilbage, hvis de rammer loftet i den såkaldte serviceramme, som Folketinget afsætter hvert år.

Siden har kommunerne hvert år holdt en stor sikkerhedsmargin til budgetloftet, der i enkelte år har resulteret i underforbrug på fem milliarder kroner.

- Vi er selvfølgelig nødt til at have nogen sanktioner, så man ikke bare kan bruge løs, men de behøver ikke at være så rigide, som de er i dag. Angsten for sanktioner må ikke være så stor, at den fører til et underforbrug, som man for eksempel kunne have fået 5.000 ekstra pædagoger for, siger Jonas Dahl.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) ønsker dog ikke at pille ved sanktionerne.

- Det bør være muligt at komme endnu tættere på budgettet. Vi ser også, at der er forskelle - nogle kommuner bruger hele budgettet, nogle altså mindre, så jeg mener ikke, løsningen er at begynde at lade budgetterne flyde igen, men derimod at man bliver bedre til at udnytte dem, skriver han i en mail til Avisen.dk.

Hos Socialdemokraterne er der heller ikke opbakning til forslaget fra SF. Den strikse budgetlov har tværtimod haft en positiv opdragende effekt på kommunerne, understreger kommunalordfører Simon Kollerup.

- Kommunerne kan godt bruge lidt flere penge inden for budgetrammerne. Det må de også godt for os. De bliver bedre og bedre, så jeg synes, at SF's forslag virker lidt skudt ved siden af, siger han til Avisen.dk.


Nyhedsoverblik